dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksocial
doi
doi
Foto: Colourbox

Flere rehabiliterer kræftramte

Over halvdelen af kommunerne har målrettede tilbud om kræftrehabilitering, men der mangler nationale retningslinjer, siger Kræftens Bekæmpelse
11. APR 2013 11.25

En opgørelse fra Kræftens Bekæmpelse viser, at halvdelen af landets kommuner ved udgangen af 2012 havde målrettede tilbud om kræftrehabilitering. 36 pct. var ved at etablere rehabiliteringstilbud, mens 14 pct. endnu ikke var kommet i gang.

Kræftens Bekæmpelse er meget positive, men slår fast, at det er vigtigt, at de tilbud, der gives, er relevante og lever op til de faglige standarder. Problemet er, at kun en lille andel af alle kræftpatienter får tilbud om rehabilitering. Et andet problem er, at der fortsat er behov for faglige retningslinjer på området.

At ikke nær alle kræftpatienter får et tilbud om rehabilitering, skyldes ifølge Bo Andreassen Rix fra Patientstøtte & Lokal Indsats i Kræftens Bekæmpelse blandt andet, at hospitalerne og almen praksis ikke systematisk henviser til kommunernes tilbud. Kommunerne har desuden en opgave i forhold til at informere om tilbuddene.

- Vi hører ofte om, at en kommune har oprettet et godt tilbud, og så kan de ikke skaffe deltagere på deres hold. Det kan jo skyldes manglende samarbejde med hospitaler og praktiserende læger om at få henvist patienter, men også at der simpelthen ikke er nok patienter i én kommune til at starte holdtræning. Derfor kan det være en rigtig god idé, at flere kommuner går sammen om at tilbyde målrettet tilbud til en patientgruppe, som eksempelvis kvinder med brystkræft, fastslår Bo Andreassen Rix.

Det har blandt andet Gentofte, Rudersdal og Lyngby-Taarbæk gjort. I samarbejde med Kræftens Bekæmpelse har de tre kommuner etableret et kursus, der sætter fokus på kost, bevægelse, tanker og søvn. Kræftens Bekæmpelse har stået for at uddanne kommunens medarbejdere og hjulpet med at sammensætte rehabiliteringstilbuddet.

Landsdækkende screeningsværktøj
Bo Andreassen medgiver, at det er en stor udfordring for kommunerne at få skræddersyet rehabiliteringstilbuddene, og mange kommuner mangler viden om, hvad et godt tilbud skal indeholde.

- Vi hjælper gerne på vej. Et godt tilbud skal indeholde fysisk aktivitet, psykosocial støtte og undervisning i livsstilsfaktorer. Forløbet skal tilrettelægges individuelt og i samarbejde med patienten, hvor den enkeltes behov vurderes. Men vores undersøgelse viser, at det faktisk kun er en tredjedel af kommunerne, der har et redskab til at vurdere behovet, fortæller Bo Andreassen Rix.

Kræftens Bekæmpelse anbefaler derfor, at der udarbejdes et landsdækkende redskab, som kommunerne kan bruge, når de skal vurdere den enkeltes behov for rehabilitering.

Det er svært præcist at sige, hvor mange der har behov for hjælp til at vende tilbage til hverdagen. Men udenlandske erfaringer peger på, at ca. 30 pct. har behov for rehabilitering i tilknytning til eller umiddelbart efter behandling, og yderligere 10 procent får brug for hjælp i månederne efter. Behovet for hjælp kan altså sagtens opstå noget tid efter behandlingen er afsluttet, da mange følger af sygdommen og behandlingen først viser sig der.

- Det kan koste dyrt, hvis patienten ikke får tilbudt den nødvendige rehabilitering. Manglende rehabilitering kan f.eks. medføre manglende funktionsevne og depression – og i sidste ende kan det betyde, at man ryger ud af arbejdsmarkedet, siger Bo Andreassen Rix.

sf

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dk-sundhed.dk/artikel/flere-rehabiliterer-kraeftramte

GDPR