
Færre børn og unge, som bliver udskrevet fra en psykiatrisk afdeling, bliver indlagt igen kort tid efter. Det fremgår af Danske Regioners nye opgørelse Benchmarking af psykiatrien 2016.
Siden 2012 er antallet af genindlæggelser efter en måned i børne- og ungepsykiatrien steget år for år. Men udviklingen vendte i 2016, hvor antallet af genindlæggelser blev færre.
I 2015 var der 524 genindlæggelser, hvilket faldt til 403 sidste år. Et fald på 23 pct.
- Det er ikke noget godt liv for børn og unge at ryge ind og ud af en psykiatrisk afdeling. Det gør det svært at få en hverdag til at hænge sammen med skole og venner, siger Charlotte Fischer (R), formand for Psykiatri- og Socialudvalget i Danske Regioner.
Halter med de voksne
Charlotte Fischer mener, at faldet er et resultat af, at der er blevet skabt bedre sammenhæng mellem regionerne, som driver hospitalerne, og kommunerne, som overtager, når børn og unge udskrives.
Anderledes ser det dog ud for de voksne patienter, hvor antallet af genindlæggelser er steget. I 2015 var der 9.902 genindlæggelser, hvilket steg til 10.380 i 2016.
- Det er noget, jeg vil se på sammen med Danske Regioner, for det er også en ambition at få det her tal ned, siger Charlotte Fischer.
- Når det ikke lykkes, er det fordi, vi skal blive klogere på, hvad det er for nogle patienter, og hvor det faktisk går galt, så de ikke igen og igen ender på vores hospitaler, siger hun.
11 pct tilbage inden for en uge
Sidste år var det 23,8 pct. af de voksne, som blev udskrevet, der blev indlagt igen. 11 pct. af dem var tilbage på hospitalet, inden der var gået en uge.
- Jeg mener ikke, at en patient, der bliver udskrevet og genindlagt efter ganske få dage, kan være udskrevet på det rigtige grundlag. Det skal vi blive klogere på, så vi kan undgå det, siger Charlotte Fischer.
Hun pointerer, at nøglen er et endnu tættere samarbejde med kommunerne, hvis genindlæggelser skal undgås.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.