Vaccinerne er det vigtigste redskab i kampen mod coronavirusset. Men et nyt våben er nu blevet tilføjet til arsenalet. Der er tale om piller, som skal forhindre alvorlige forløb for sårbare personer smittet med virusset.
I Danmark anbefales medicinalselskabet Mercks pille nu til behandling af voksne med øget risiko for et alvorligt coronaforløb. Regeringen har fået opbakning til at bruge i alt 450 mio. kr. på coronapiller de næste to år.
Også i Storbritannien benyttes piller mod corona, og den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA, har netop blåstemplet en pille fra Pfizer.
Behandlingen er dog blevet mødt med skepsis af danske læger, som har betvivlet effekten.
Ekspert: Vi mangler 'virkelighedens data'
Flemming Konradsen, professor i global sundhed på Københavns Universitet, tager da også en række forbehold for, at flere data må på bordet. Men han erklærer sig forventningsfuld:
- Vi mangler stadig virkelighedens data til at informere om effekten af brugen. Men jeg kan ikke sige andet, end at de to produkter, der nu er præsenteret, forekommer lovende, siger han.
Ifølge Søren Riis Paludan, der forsker i virus og vacciner på Aarhus Universitet, har pillerne potentiale til at blive et "supervåben". De kan særligt blive gavnlige i lande som Danmark, hvor der testes intensivt, siger han. Behandlingen skal nemlig startes hurtigst muligt efter påvist smitte i en PCR-test.
- Det bliver et supervåben. Ikke mindst i lande som Danmark, hvor vi tidligt finder smittede igennem test. De (pillerne, red.) virker ved at blokere formeringen af virus i vores celler, og de virker på alle kendte varianter.
- Hvis der bliver udviklet et repertoire af disse stoffer - virkende via lidt forskellige mekanismer - kan det blive et endog meget stærkt våben, skriver han i en sms.
Foreløbige studier peger på, at det kan reducere risikoen for alvorlig sygdom markant.
Testet på uvaccinerede personer
I Danmark anbefales Merkcs pille, selv om Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) ikke har blåstemplet den endnu. Det ventes dog at ske snart. Inden da har Sundhedsstyrelsens anbefaling om at behandle med pillerne altså fået kritik.
Bolette Friderichsen, formand for Dansk Selskab for Almen Medicin, betvivlede over for fagbladet Ugeskrift for Læger mandag effekten.
Hendes kritik går på, at Mercks piller er blevet testet i en gruppe af uvaccinerede personer, mens Sundhedsstyrelsens anbefaling retter sig mod vaccinerede personer.
Hun har selv deltaget i arbejdsgruppen i Sundhedsstyrelsen, som har beskæftiget sig med Mercks pille.
Også den ekspertgruppe under Danske Regioner, som rådgiver regeringen om køb af nye præparater mod corona, har kritiseret Sundhedsstyrelsens anbefaling om brug af Mercks middel.
Torben Mogensen repræsenterer som formand for Lungeforeningen en gruppe af personer i risikogruppen, som kan få brug for pillerne, og han vil også gerne se flere data.
Men han anbefaler sine medlemmer at benytte sig af pillerne:
- Jeg mener, det er et redskab, man skal tage i brug.
- Jeg er også skeptisk. Men det er jo ikke det samme som at sige, at man ikke skal forsøge, siger han.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.