dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksocial
doi
doi
Foto: Mik Eskestad, Polfoto.

Dna-fusk sender læge otte måneder bag tremmer

Dna-fusk i en faderskabssag koster en 39-årig læge otte måneders fængsel. To læger er frikendt
10. OKT 2014 12.58

En 39-årig læge er idømt otte måneders ubetinget fængsel for at fuske med en dna-prøve i en faderskabssag og give falsk forklaring i retten. To læger blev frikendt i sagen for medvirken til bedrageri ved Retten i Lyngby fredag.

Den 39-årige læge lavede ulovlige krumspring for at undgå at blive ikendt faderskabet til et barn.

- Retten har således fundet, at anklagemyndigheden har løftet bevisbyrden for, at han har haft til forsæt til at forsøge at unddrage sig faderskabet og betaling af børnepenge, og at han i den forbindelse har gjort brug af dna-prøver vedrørende en anden ukendt person, hedder det i dommen.

Senioranklager Jakob Buch-Jepsen krævede hovedmanden i sagen, den 39-årige læge, dømt mindst 10 til 12 måneders fængsel.

Retten frifandt de to andre læger, der også var tiltalt. En af lægerne havde udarbejdet en lægeerklæring om, at den nu domfældte læge på grund af sygdom ikke kunne møde til prøvetagning i en nærmere afgrænset periode.

Den anden læge havde stået for udtagningen af dna-prøver.

 


Sådan er sagen forløbet:

I oktober 2010 føder en kvinde et barn. Faren er en 39-årig læge, men han vil ikke vedkende sig faderskabet.

Sagen kører som en faderskabssag ved Retten på Frederiksberg, som blandt andet forlanger en dna-prøve fra lægen.

Lægen melder sig syg til prøvetagningen på Retsgenetisk Afdeling flere gange. Han får en bekendt, som også er læge, til at udfærdige en lægeerklæring som dokumentation for sygemeldingen.

Den bekendte læge er tiltalt for stillingsmisbrug i forbindelse med udfærdigelsen af erklæringen. Han nægter sig skyldig og siger, at han stadig står inde for, hvad han har skrevet under på i erklæringen.

Retten tilbyder på grund af lægens sygdom, at han kan få udtaget dna-prøven ved egen læge. Den tiltalte læge får en kollega til at udtage dna-prøven og udfylde den medfølgende erklæring.

Prøven viser, at den tiltalte læge ikke er barnets far, men sagen ender i Østre Landsret, som forlanger en ny dna-prøve. Den viser, at den tiltalte alligevel er far til barnet. Han vedkender sig til sidst faderskabet.

Kollegaen, som udtog dna-prøven, er tiltalt for stillingsmisbrug. Han nægter sig skyldig og bedyrer, at han har udført prøvetagningen korrekt.

Den 39-årige læge var tiltalt efter straffelovens bedrageribestemmelse, og de to andre læger er tiltalt til medvirken til forsøg på bedrageri. Alle nægtede sig skyldige.

 

Ritzau

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dk-sundhed.dk/artikel/dna-fusk-sender-laege-otte-maaneder-bag-tremmer

GDPR