
Danmark har sikret sig en vis mængde af lægemidlet Remdesivir, der har vist sig effektiv i behandlingen af coronavirus.
Det siger Flemming Sonne, der er direktør i Amgros, som står for indkøb af lægemidler til landets sygehuse.
- På nuværende tidspunkt har vi indgået en aftale med Gilead (producenten af Remdesivir, red.) om, at de leverer en vis mængde Remdesivir til behandling af patienter i Danmark. Med det smittetryk vi har lige nu, er det vores vurdering, at Danmark er dækket godt ind i en periode, siger han.
USA har ellers været hurtigt ude, og ifølge det britiske medie The Guardian har landet opkøbt tre måneders produktion af Remdesivir.
Men Danmark har ifølge Flemming Sonne allerede fået 'en vis mængde' af lægemidlet stillet til rådighed kvit og frit af producenten.
Hvor meget der er tale om, og hvor langt det rækker, kan han ikke sige.
Afventer EU-godkendelse
Remdesivir er den første type medicin, der af det europæiske lægemiddelagentur er indstillet til godkendelse som behandling mod corona.
Det er EU-Kommissionen, der skal give den endelige godkendelse, så Remdesivir kan markedsføres som kur mod virusset.
Forskningsresultater har vist, at patienter med svær covid-19, der blev behandlet med Remdesivir, kom sig efter 11 dage sammenlignet med 15 dages restitution for patienter, der ikke fik midlet.
Når først den endelige godkendelse af lægemidlet hos EU-Kommissionen er i hus, vil der ifølge Flemming Sonne blive skruet op for produktionen.
Det vil sikre, at også Danmark kan købe lægemidlet, når det, der allerede er på hylderne ude på sygehusene, er brugt op.
De gør, hvad de kan
- Det er alene Gilead, der står for udviklingen og produktionen af Remdesivir. Der er ingen tvivl om, at de gør, hvad de kan for at få produktionen skruet op, så de kan levere til hele verden og dermed også Danmark. Så snart midlet bliver godkendt og gjort tilgængelig, så vil vi gøre, hvad vi kan for at lukke en aftale med Gilead, siger Flemming Sonne.
Den amerikanske medicinalkoncern har tidligere oplyst, at den samlede pris for en behandling med Remdesivir vil beløbe sig til omkring 15.500 kr. per patient.
Amgros er ejet af de fem danske regioner, der driver de offentlige sygehuse.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.