SJÆLLAND: Overnattende patienter på gangene er efterhånden et særsyn, og indlæggelserne varer kortere tid uden en stigning i antallet af genindlæggelser. Det er den nye virkelighed for patienterne efter projektet Sikkert Patientflow på Slagelse Sygehus, oplyser Region Sjælland.
I starten af 2015 var det et næsten dagligt problem med pladsen på stuerne i Slagelse, mens der den 15. januar 2016 var gået hele 51 dage mellem, at en patient ikke havde en stue at være på natten over. Resultatet skal ses i lyset af, at sygehuset samtidig har reduceret antallet af senge med 10 pct., hvilket svarer til 30 senge, og haft 1.700 flere indlæggelser end året forinden.
- Det gør det nemmere at være patient på Slagelse Sygehus. Det er ikke bare en fornemmelse eller en formodning, det er noget, vi ved ud fra projektets resultater. Det er forbilledligt, så systematisk Slagelse har arbejdet med kvaliteten på sygehuset, siger Louise Rabøl, overlæge og projektleder hos Dansk Selskab for Patientsikkerhed.
Patienttavlemøder
Hver morgen afholder alle sengeafsnittene patienttavlemøder, hvor de indsamler informationer om patienterne og ser på, hvem der udskrives og indlægges. De informationer går videre til daglige kapacitetskonferencer, hvor afdelingerne sammen drøfter, hvem der har for mange patienter, hvem der har pladser og hvem der kan hjælpe hinanden.
- Vi tilstræber, at patienterne ligger på de afsnit, som har ekspertisen i forhold til, hvad patienten fejler. I tilfælde af overbelægning på et afsnit drøfter flowkoordinatorerne, hvilke patienter der har mindst brug for ekspertisen, og koordinerer det med de afsnit, som har plads og kompetencer til at håndtere den pågældende patient, siger sygehusdirektør Vinni Breuning.
Flowkoordinatorerne er seks akutsygeplejersker, som i den anden halvdel af deres arbejdstid er i akutafdelingen. Sygehuspersonalet kontakter koordinatorerne, når de skal flytte en patient til en anden afdeling. På den måde har flowkoordinatorerne hele tiden styr på, hvor mange patienter og sengepladser, der er på sygehuset.
I Region Sjælland er Slagelse, Holbæk og Køge med i projektet Sikkert Patientflow. Slagelse startede første januar 2014 og sluttede ved indgangen til 2016.
Selvom projektet er afsluttet på Slagelse Sygehus, fortsætter de arbejdet med Sikkert Patientflow.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.