dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksocial
doi
doi

Brostrøm er klar til at stoppe coronaindgreb ved immunitet

Covid-19 skal kunne fjernes fra listen over "alment farlige sygdomme" ved immunitet, siger Sundhedsstyrelsen.
8. MAR 2021 6.29

Sundhedsstyrelsen lægger op til, at politikerne skal fratages muligheden for at indføre restriktioner og tvangsindgreb mod befolkningen i bekæmpelsen af covid-19. Det skriver Jyllands-Posten.

Det fremgår ifølge avisen af dokumenter fra lovarbejdet med den nye epidemilov, der trådte i kraft den 1. marts. Her skriver Sundhedsstyrelsen, at covid-19 på et tidspunkt skal fjernes fra listen over "alment farlige sygdomme", som muliggør indgreb i borgernes frihed.

I november skrev styrelsen således, at en sygdom som corona vil "skulle nedklassificeres, såfremt der opnås udbredt immunitet i befolkningen, enten gennem vaccination eller ved immunitet efter overstået infektion".

Kristian Lauta, juraprofessor ved Københavns Universitet, kalder forslaget fornuftigt, men efterlyser en mere konkret definition af, hvornår covid-19 kan tages af listen.

- Det er en slags tændingsnøgle, som skal drejes, og som kan slukke igen, hvis sundhedsmyndighederne vurderer, at der ikke længere er grundlag for at bruge det bombastiske magtapparat, som ligger i epidemiloven, siger han.

Afhænger af mutationer og nye behandlinger

Sundhedsstyrelsen skriver i et svar til Jyllands-Posten, at der ikke kan opstilles eksakte målepunkter for, hvornår covid-19 skal nedklassificeres. Det afhænger blandt andet af mutationer og nye behandlinger.

I Retspolitisk Forening mener man desuden, at Sundhedsstyrelsens magt i sagen kan være et problem, hvis der foreligger en fejlvurdering.

- Det kan risikere at blive en katastrofe, hvis Sundhedsstyrelsen vurderer forkert, og der vil det være problematisk, hvis ikke Folketinget har været inde over beslutningen, siger formand Bjørn Elmquist.

Sundhedsstyrelsen har før afskåret politikerne fra at gøre brug af epidemilovens vide beføjelser. Det skete sidste år, da pandemien indtraf i Danmark. Magten til at afvise politikerne adgang til beføjelserne blev dog taget fra styrelsen, efter en hastelov blev vedtaget i Folketinget.

Ritzau

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dk-sundhed.dk/artikel/brostroem-er-klar-til-at-stoppe-coronaindgreb-ved-immunitet

GDPR