Bredt flertal sender hjælpepakke til nordjyske kommuner
Restriktionerne i syv nordjyske kommuner blev udmeldt 5. november af statsminister Mette Frederiksen (S). De skulle efter planen have været gældende til 3. december, men de fleste blev ophævet fra torsdag. (Arkivfoto)
Foto: Claus Bjørn Larsen, Ritzau Scanpix

Bredt flertal sender hjælpepakke til nordjyske kommuner

Ny hjælpepakke til nordjyske kommuner skal kunne bruges som model for lokal kompensation i resten af landet.

Regeringen er sammen med et bredt flertal af Folketingets partier blevet enige om en hjælpepakke til de syv nordjyske kommuner, som har været underlagt stramme restriktioner.

Der gives hjælp til virksomheder, kultur- og idrætsliv og udsatte borgere. Det oplyser Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.

Virksomheder, der er tvangslukket og ingen omsætning har, kan få dækket 100 pct. af de faste omkostninger. Der sættes også 7,5 mio. kr. af til en ensomhedspulje. Pengene skal modvirke ensomhed blandt borgerne.

Fremtidig model

Partierne er enige om, at hvis andre dele af landet skal lukkes på et senere tidspunkt, kan denne aftale bruges som model for lokal kompensation.

Der er også blevet lavet en pulje på fem millioner kroner. Den skal bruges til at styrke markedsføringen af Nordjylland og dermed sparke gang i turismen.

- Med dagens aftale har vi nu et sikkerhedsnet klar med økonomisk hjælp, hvis der bliver behov for flere lokale nedlukninger i fremtiden.

- På den måde ved erhvervslivet, at hjælpen er der, hvis restriktionerne skulle ramme, lyder det fra erhvervsminister Simon Kollerup (S) i pressemeddelelsen.

Selvstændige og sårbare

Som en del af aftalen får alle selvstændige i de syv kommuner adgang til kompensation, hvis de har nedgang i omsætningen på minimum 30 pct.

Desuden bliver der sat 1,4 mio. kr. af til uddeling af mad til sårbare familier.

De syv nordjyske kommuner er Vesthimmerland, Læsø, Frederikshavn, Hjørring, Brønderslev, Jammerbugt og Thisted.

Udover den socialdemokratiske regering består flertallet af Venstre, De Radikale, SF, Enhedslisten, De Konservative og Alternativet.

Ritzau

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard