HERLEV / HOVEDSTADEN: En større beredskabsstyrke blev fredag formiddag sendt mod Herlev Hospital, da der indløb en melding om brand. Beredskab Øst oplyser, at 15 brand- og redningskøretøjer samt cirka 30 brandfolk blev udkommanderet for at slukke branden på hospitalet, som er blandt landets største.
Herlev Hospital består blandt andet af en 25 etagers bygning, som er 120 meter høj. Men det er ikke her, der har været ild, men i behandlingsafsnittet i den lave bygning, fortæller Michael Kim Andersen, viceberedskabsdirektør hos Beredskab Øst. Han fortæller, at branden opstod i et lokale, hvor hospitalet har skanningsudstyr. Branden udløste et automatisk alarmeringssystem og sprinkleranlægget, så der er en del vandskade på stedet.
Da brandfolkene ankom, var der ifølge viceberedskabsdirektøren fortsat ild, men den blev hurtig slukket og bredte sig ikke til andre lokaler. Dog har der været en betydelig røgudvikling. Københavns Vestegns Politi har oplyst, at der ikke er nogen tilskadekomne ved branden. Selve årsagen til branden er endnu ukendt.
Ambulante behandlinger udskydes
Herlev Hospital oplyser, at man på grund af branden bliver nødt til at udskyde ambulante besøg på flere afdelinger. Det går blandt andet ud over Afdeling for kræftbehandling, men meldingen herfra lyder, at strålebehandling vil blive gennemført som planlagt.
De berørte patienter vil blive kontaktet per telefon. Ud over kræftafdelingen drejer det sig om ambulante patienter hos Afdeling for urinvejssygdomme, Afdeling for røntgen og skanning samt Afdeling for plastikkirurgi.
- Vi er rigtig kede af, at nogle af vores patienter får udskudt deres aftaler til ambulant behandling, men det er desværre nødvendigt. Vi gør alt hvad vi kan for, at de berørte hurtigst muligt får nye tider, men det er på nuværende tidspunkt ikke muligt at sige præcis, hvad det kommer til at betyde for ventetiderne, siger vicedirektør på Herlev Hospital Lisbet Ravn.
Ritzau
Opdateret fredag 1.april kl. 3.50 med tre sidste afsnit om den amulante behandling /cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.