dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksocial
doi
DK Debat

Børn og unges udredning i psykiatrien tager for lang tid

Statsrevisorerne er ikke tilfredse med, hvordan tingene foregår i psykiatrien, når det omhandler børn og unge.
19. FEB 2024 13.30

Børn og unges udredningsforløb i 2022 var i gennemsnit næsten fire gange længere end de lovpligtige 30 dage. I cirka 70 procent af forløbene i børne- og ungdomspsykiatrien udredes patienterne ikke inden for 30 dage.

Sådan lyder det mandag i en ny beretning fra Statsrevisorerne. De har som opgave at kontrollere, om staten og virksomheder bruger skatteborgernes penge effektivt, korrekt og efter loven. Statsrevisorerne retter en skarp kritik af regionerne samt Indenrigs- og Sundhedsministeriet i forbindelse med udredningsretten for børn og unge i psykiatrien.

Mens regionerne får en såkaldt "skarp kritik", som er den næsthøjeste kritik på Statsrevisorernes skala for kritik, så får ministeriet en "skarp påtale", som er den højeste kritik, der kan gives.

Regionerne får også kritik for ikke at informere børn og unge om deres rettigheder på området. Eksempelvis har regionerne i 63 procent af de forløb, hvor børn og unge har ret til udvidet frit sygehusvalg, ikke informeret patienterne om rettigheden.

Fejlagtigt positivt billede

I 2022 brugte regionerne ifølge beretningen cirka 1,7 milliarder kroner på børne- og ungdomspsykiatrien. 19.308 børn og unge blev i 2022 henvist til udredning for en psykisk sygdom.

Statsrevisorerne kritiserer konkret i forhold til Indenrigs- og Sundhedsministeriet, at ministeriets nationale overvågning af, om regionerne overholder loven på området, ikke er retvisende. Dette blev allerede kritiseret af Statsrevisorerne i 2018. Men først 22. december sidste år opdaterede ministeriet vejledningen om udredningsretten, hvilket Statsrevisorerne altså havde adresseret i 2018.

- Statsrevisorerne kan nu konstatere, at regionernes registreringspraksis på flere punkter fortsat hverken er ensartet eller korrekt. Derved får ministeriet fortsat et fejlagtigt positivt billede af den faktiske grad af overholdelse af udredningsretten, står der blandt andet i beretningen.

Region Sjælland, Region Hovedstaden og Region Syddanmark har ifølge beretningen eksempelvis systematisk indberettet, at patienter er udredt helt efter første samtale, på trods af at en stor del af disse udredningsforløb er fortsat efterfølgende.

/ritzau/

Red.: tilføjet afsnit 4-8.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.