Et nyt - og i forskningsmæssig sammenhæng unikt - dansk studie udfordrer det fornuftige i de 7.500 årlige kirurgiske indgreb. Studiet, der netop er offentliggjort i det førende videnskabelige tidsskrift New England Journal of Medicine, får forskerne til at stille spørgsmål ved patienters ret til hurtig kirurgisk hjælp fra de danske behandlingsgarantier, der snart igen sættes ned til 1 måned. Det skriver Politiken.
- Behandlingsgarantierne har hjulpet mange danskere med adgang til hurtig behandling, men ikke nødvendigvis til den rigtige behandling for knæene. Vi kan påvise, at rigtig mange ville opleve en rigtig god effekt, hvis de i stedet træner, gennemgår patientuddannelse og andre ikkekirurgiske behandlinger. Det er billigt og ufarligt i modsætning til operation, siger Søren Thorgaard Skou.
Han er forskningsfysioterapeut og førsteforfatter til studiet, der er lavet i et samarbejde mellem Ortopædkirurgien på Aalborg Universitetshospital, smerteforskere på Aalborg Universitet og fysioterapien fra Syddansk Universitet.
I deres undersøgelser trak forskere lod blandt 100 patienter, som lægerne mente burde få et nyt knæ. Enten fik patienterne operation og ikkekirurgisk behandling som træning i 12 uger, forsøgte vægttab, såler i skoene og smertemedicin. Eller også fik de kun de ikkekirurgiske behandlinger.
85 procent af de opererede patienter oplevede såkaldt klinisk relevante forbedringer på deres knæsmerter. Det samme gjaldt for 68 procent af dem, der blot trænede. Og det er en meget høj succesrate, understreger forskerne - ikke mindst når man tager i betragtning, at der er risici forbundet med kirurgiske indgreb.
- Effekten uden operation er overraskende stor. Vores undersøgelse sætter et kraftigt spørgsmålstegn ved, om operation bør være det første, vi skal tænke på, når vi taler alvorlige knæsmerter, siger Søren Thorgaard Skou.
pv
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.