En presset psykiatri betyder, at psykisk syge er blevet en voksende politiopgave. Tal fra Rigspolitiet, som Fagbladet FOA har fået aktindsigt i, viser, at antallet af tvangsindlæggelser med bistand fra politiet er steget fra 2.569 i 2007 til 4.142 i 2015.
Fagbladet FOA har ligeledes fået aktindsigt i politiets udrykninger til 11 socialpsykiatriske bosteder. De viser, at politiet flere steder må rykke ud ugentligt for at assistere de ansatte og beboerne.
- Det er jo primært en opgave for bosteder og psykiatrien at hjælpe de her mennesker, men det bliver i stigende grad en politiopgave. Vi tager opgaven, når vi skal, men det er ulykkeligt, for vi er slet ikke uddannet godt nok til at tackle de her psykisk syge mennesker, siger Politiforbundets formand Claus Oxfeldt.
Han mener, at det er nedskæringen i antallet af sengepladser og den hurtigere udskrivning af psykisk syge fra psykiatrien, som er årsag til, at en social- og sundhedsopgave i stigende grad bliver en politiopgave.
Stor opgave efter kl. 16
Ud over assistancen til bosteder og psykiatri møder politiet i stigende grad psykisk syge på gaden. En forklaring på det kunne være, at antallet af patienter i kontakt med psykiatrien ifølge tal fra Sundhedsdatastyrelsen er vokset fra 114.000 i 2010 til 141.000 i 2014.
Når politiet møder de psykisk syge, oplever man også, at det er sværere at få assistance fra sociale myndigheder og psykiatrien:
- Det er måske lidt en generalisering, men vores oplevelse er, at vi efter kl. 16 skal agere som psykiatere og psykologer. Det er en kæmpe politiopgave, der også er større og større, siger Claus Oxfeldt og fortsætter:
- Stigningen i psykisk syge kombineret med færre sengepladser i psykiatrien betyder, at politiet oftere vil møde psykisk syge på gader og stræder. Det øger helt klart risikoen for, at vi kommer til at se de her triste episoder i fremtiden, hvor politiet skyder psykisk syge.
Presset system
Hos Bedre Psykiatri, der er talerøret for pårørende til mennesker med psykisk sygdom, ser de politiets stigende arbejde med sindslidende som et udtryk for et psykiatrisk system, der er dybt presset.
- Der er ingen tvivl om, at når man er kommet så langt ud, at man skal have politiet på banen, så er det jo gået galt, siger Thorstein Theilgaard, der er generalsekretær i Bedre Psykiatri.
Sundhedsminister Sophie Løhde (V), der er politisk ansvarlig for driften af psykiatrien, medgiver, at det ikke er hensigtsmæssigt, at psykisk syge skal hjælpes af politiet i stedet for en psykiater:
- Mennesker med psykiske lidelser skal kunne få hjælp i psykiatrien og ikke hos politiet – det siger sig selv. Men vi vil desværre nok ikke kunne forhindre, at der kan opstå situationer, hvor det er nødvendigt med politiets assistance, eksempelvis ved tvangsindlæggelser, skriver Sophie Løhde (V) i en mail gennem sine pressefolk.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.