
ODENSE: Med støtte fra TrygFonden iværksætter Odense Kommune nu 'Projekt Tandfe', der skal forbedre mundhygiejnen hos ældre borgere på kommunens plejecentre.
Den bedre tand- og mundhygiejne forventes at mindske antallet af mundinfektioner og desuden forebygge indlæggelser hos de ældre, da betændelse i mundhulen øger risikoen for sygdomme som fx lungebetændelse.
Det skønnes, at 10 pct. af indlæggelser af ældre med lungebetændelser skyldes dårlig mundhygiejne, og det svarer til ca. 50 indlæggelser i kommunen om året.
- Vi ved, at bedre mundhygiejne giver mere livskvalitet. Det giver større selvværd, bedre ernæringstilstand og bedre helbred i det hele taget. Det her er et fremragende projekt, som jeg er meget glad for nu kan realiseres, siger ældre- og handicaprådmand Brian Skov Nielsen (EL).
Sosu-hjælper med klinik-baggrund tog initiativ
Personalet på kommunes plejecentre skal i projekt-perioden oplæres og undervises i betydningen af god mundhygiejne, og i hvordan de med enkle midler kan være med til at sikre og forbedre tand- og mundhygiejnen hos de ældre.
Projektet udspringer af et forsøg fra 2015 på plejecenteret Herluf Trolle i Odense, hvor en social- og sundhedshjælper med baggrund som klinikassistent begyndte at fokusere på de ældres mundhygiejne og lære fra sig til kollegaerne. Resultaterne var så gode, at plejecenteret søgte penge til at udbrede forsøget.
TrygFonden har nu valgt at støtte projektet med 998.000 kr. - penge der skal bruges til at udbrede projektet til halvdelen af kommunens plejecentre. Den øvrige halvdel af plejecentrene skal fungere som kontrolgruppe.
Projektet kører fra 1. september 2016 til 31. marts 2018, og kommunen vil løbende evaluere resultaterne og tage stilling til, om projektet skal udbredes til hele kommunen.
mfa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.