
HOVEDSTADEN: Beboere i den nordsjællandske by Kvistgård får mulighed for at blive undersøgt for, om de bliver udsat for PFAS fra en skorsten tilhørende virksomheden Accoat.
Det har Regionsrådet i Region Hovedstaden vedtaget på et møde tirsdag aften. Det oplyser regionen i en pressemeddelelse.
Accoats fabrik i Kvistgård laver blandt andet teflonbelægninger og har været i fokus for mulig forurening.
Både ætsende nedfald fra fabrikken samt "teflonfeber" blandt ansatte har været tilbagevendende problemer gennem flere årtier. Det berettede DR tilbage i december.
Historierne var baseret på samtaler med tidligere ansatte.
Nu har Regionsrådet så besluttet at afsætte penge til en PFAS-undersøgelse af udvalgte beboere i Kvistgård.
- Med projektet vil vi undersøge, om PFAS kan optages gennem indånding af røg. Det er et spørgsmål, som vi overordnet gerne vil have besvaret.
- Men det vigtigste er, at borgerne i Kvistgård får svar, og jeg forstår godt deres bekymringer, siger regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S) i pressemeddelelsen.
Det er Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling på Bispebjerg Hospital, der står for at lave undersøgelsen.
De personer, der inviteres til denne, udvælges repræsentativt i forhold til alder og køn. Det forklarer Sandra Søgaard Tøttenborg, der er miljømedicinsk forskningsleder på afdelingen.
- Det er ikke nødvendigt at teste alle borgere i Kvistgård for at kunne konkludere noget.
- Vores opgave er at sikre, at resultaterne fra den repræsentativt udvalgte gruppe kan overføres til de borgere fra Kvistgård, som ikke har deltaget i undersøgelsen, siger hun i pressemeddelelsen.
I undersøgelsen skal der analyseres blodprøver fra 50 voksne beboere inden for 300 meters radius af fabrikken samt 50 voksne beboere i en radius af 300 til 600 meter. De prøver skal sammenlignes med prøver fra 50 personer i en referencegruppe fra en eksisterende forskningsbiobank.
Desuden skal der tages blodprøver fra 50 nuværende ansatte hos Accoat.
Afstanden til fabrikken er afgørende, fordi undersøgelsen også skal afklare, om PFAS-eksponering falder, jo længere væk man kommer fra skorstenen, lyder det.
Der afsættes samlet 634.000 kr. til projektet.
6. december oplyste Accoat ifølge DR, at virksomheden lukker hele fabrikken i Kvistgård inden for et år.
Baggrund:
Helsingør Kommune har i november 2024 påbudt plastvirksomheden at måle udledning af PFAS fra virksomhedens skorstene.
Lige nu findes der ikke grænseværdier for udledning af PFAS via skorsten.
Miljøstyrelsen har igangsat en kortlægning, der skal afdække udledning af PFAS i industrirøg fra danske virksomheder, og som skal indgå i arbejdet med at lave grænseværdier for PFAS i røg.
Kilde: Region Hovedstaden
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.