
Mindst to personer er i det seneste døgn døde med coronavirus i Danmark. Det er meldingen mandag i den seneste daglige opgørelse fra Statens Serum Institut. Dermed er i alt 576 personer meldt døde med coronavirus i Danmark.
Statens Serum Institut havde 28. maj driftsforstyrrelser i Dødsårsagsregistret. Mandag påpeger seruminstituttet lige som de seneste dage, at driftsforstyrrelsen muligvis kan have medført, at dødsattester er blevet registreret senere end ellers.
Fortsat få nysmittede
Antallet af indlagte stiger en lille smule og er igen over 100 personer. 103 personer er indlagt, fem flere end søndag, hvor 98 var indlagt. Antallet af indlagte på intensivafdelinger ligger for tredje dag i træk på 20 personer. Af disse ligger 11 personer i respirator, hvilket er en flere end i søndagens opgørelse.
Søndag var første gang siden 17. marts, at antallet af indlagte lå under 100 personer. Dengang var tallet 82 indlagte. Siden steg tallet til over 500 indlagte i slutningen af marts og begyndelsen af april, hvorefter det igen begyndte at falde.
Antallet af bekræftede smittetilfælde fortsætter med at ligge lavt. I mandagens opgørelse melder Statens Serum Institut om 30 nye tilfælde af personer, der er bekræftet smittede med coronavirus.
Dermed er i alt 11.699 personer blevet bekræftet smittet med coronavirus i Danmark. Af disse har 10.412 overstået infektionen. Det er 22. dag i træk, at der bekræftes under 100 nye smittetilfælde.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.