
MIDTJYLLAND / AARHUS / RANDERS: Aarhus og Randers kommuner har opsagt en aftale, der gjorde muligt for borgere at blive behandlet i eget hjem med antibiotika, der kommer direkte i blodet. Det skriver TV2 Østjylland.
Med ordningen kunne patienter, som udelukkende lå på sygehuset, fordi de skulle have antibiotika, blive udskrevet til den kommunale hjemmesygeplejerske, som i stedet varetog behandlingen og pasningen i hjemmet.
- Jeg er rigtig ked af, at vi må stoppe det her, men det koster rigtig mange ressourcer, og vi vil få et kæmpe underskud, hvis vi blev ved med det. Men for borgerne er det rigtig trist, siger Jette Skive (DF), rådmand for sundhed og omsorg i Aarhus Kommune.
En regional opgave
Striden handler om, at opgaven i princippet er Region Midtjyllands ansvar, hvilket regionen også får penge for, og derfor kommer ordningen ikke til at køre igen i Aarhus, før der følger penge med.
- Det er en opgave, regionen skal lave, men vi gør det gerne. Vi kan bare ikke gøre det uden midler, for det er meget ressourcekrævende, siger hun.
Randers Kommune vurderer over for tv-stationen, at ordningen koster ca. 1,5 mio. kr. om året, vurderer Aarhus Kommune, at ordningen her koster 4,5 mio. kr. om året. Og de penge kan kommunerne bare ikke finde, selv om de er glade for ordningen.
Anders Kühnau (S), der er den politisk ansvarlige i Region Midtjylland, er ked af beslutningen fra Aarhus og Randers.
- Vi har en rigtig god løsning for borgerne, og derfor er vi nødt til at finde ud af, hvad de faglige aspekter er, og hvordan økonomien skal skrues sammen, så det hænger sammen for både regionen og kommunerne, og det arbejder vi hårdt på lige nu, siger Anders Kühnau.
Han håber, at resten af kommunerne vil blive i ordningen, indtil der kommer en løsning, og det forventer han vil ske til efteråret, så der kan indgås en aftale med start næste år.
Økonomi over patienter
Også hos Ældre Sagen ærger man sig over, at kommunerne har opsagt aftalen og mener, at de hæver økonomi over patienternes ve og vel.
- I den ny sundhedsaftale siger man, at borgeren skal være i centrum. Men her fornemmer jeg, at når man opsiger en aftale, så er det ikke borgeren, men økonomien, som kommer i centrum, siger Lillian Andersen, der formand for hospitalsudvalget i Ældresagen i Region Midtjylland.
- Min hverdag er ikke på et sygehus, men i et mit hjem, og hvis jeg kan være en del af hverdagen, selv om jeg er syg, så kommer jeg mig hurtigere. Ingen tvivl om det, siger hun.
I alt har 19 kommuner i Region Midtjylland tilbudt behandlingen i eget hjem. Det begyndte i Vestjylland og har siden spredt sig, men nu har to kommuner altså valgt at opsige aftalen.
mfa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.