
SYDDANMARK: En auktion over effekter fra det nu lukkede Give Sygehus er endt med, at en borger har fået en række - mindst 500 - patientjournaler med hjem, skriver Jyllands-Posten. Sygehuset lukkede 1. januar i år som en del af en spareøvelse i Region Syddanmark, og fornylig er der blevet holdt auktion over de tilbageværende møbler mv. Det er dog ikke kun møblerne, der er blevet solgt.
En borger har således købt et arkivskab, som har vist sig at indeholde journaler og omslag til journaler med personfølsomme og personhenførende oplysninger.
- Vi købte et stort arkivskab af jern til min datter. Hun ville bruge det til barskab. Da vi afhentede det på sygehuset studsede jeg godt nok over, at det var meget tungt. Jeg sagde til min datter, at der garanteret lå patientjournaler i skabet. Der var dog ingen nøgle med i købet, så vi måtte vente, til vi kom hjem med at finde ud af, hvorfor det var så tungt, siger kvinden, der ikke ønsker at stå frem, til Vejle Amts Folkeblad.
De nye arkivskabsejere fik dirket låsen op, og inde i skabet fandt de i omegnen af 400-500 patientjournaler fra årene 1994-1995. Blandt journalerne var kvindens mands og nabos med personnumre og et antal personfølsomme oplysninger. Kvinden fortæller til Vejle Amts Folkeblad, at der både er nulevende og afdøde mellem papirerne.
- Jeg blev både vred og forarget. Man har da tillid til, at det offentlige sørger for, at personfølsomme oplysninger af denne her slags ikke kan falde i andre menneskers hænder. Ikke mindst i en tid, hvor vi med den nye persondataforordning skal være vildt opmærksomme med den her slags. Det er simpelthen rystende, at man kan omgås så mange patientjournaler med så stor lemfældighed, lyder det fra borgeren.
Sygehusledelsen har nu - efter at være blevet kontaktet af Jyllands-Posten - fundet frem til, at mindst én køber mere har fået udleveret patienters fortrolige oplysninger.
- Indtil videre har vi kendskab til cirka 140 opslag til journaler med navn, cpr-nummer og afdeling, som vi fik udleveret fra køberen via auktionshuset i går. Der lå også tre hele journaler med beskrivelser af patientforløb. Derudover har vi i aftes været i kontakt med en anden køber, som efter eget skøn har fået udleveret 400-500 journaler og omslag til journaler, som lå i et arkivskab, lyder det fra direktør på Lillebælt Sygehus, Dorte Crüger, som 'er frygtelig ked af og flov over, at det har kunnet ske'.
- Jeg undskylder mange gange over for de borgere, hvis oplysninger uretmæssigt er havnet i de forkerte hænder, siger hun.
eo
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.