Næsten 40 pct. af de danske kommuner ønsker aktivt at bidrage til udvikling af en indsats, der kan hjælpe unge med psykiske problemer. Det viser antallet af kommuner, der har ansøgt om at deltage i afprøvning af en særlig indsats målrettet 15-25-årige med symptomer på angst og depression.
Indsatsen er udviklet på baggrund af, at mange danske unge har det mentalt dårligt, og at psykiske lidelser som angst og depression i denne aldersgruppe er stigende. Angst og depression kan blandt andet medføre, at de unge har svært ved at komme i gang med og gennemføre en uddannelse, hvilket både har konsekvenser for deres eget liv og for samfundet.
I projektet vil Komiteen for Sundhedsoplysning i samarbejde med kommunerne afprøve det evidensbaserede mestringskursus ’Lær at tackle angst og depression' blandt unge, der har symptomer på angst og/eller depression. Målet er at styrke de unges mentale helbred, reducere deres symptomer og understøtte deres motivation for at begynde på en uddannelse eller et arbejde.
Flere kommuner end forventet vil være med
Den oprindelige plan var at afprøve kurset i 5 kommuner og udbrede det til 25 kommuner. Men den massive interesse fra kommunerne har medført, at 10 kommuner skal afprøve indsatsen, og samtlige 38 ansøgerkommuner herefter vil tilbyde kurset til de unge i deres kommune.
80 pct. af ansøgerne har allerede 'Lær at tackle'-kurserne som fast sundhedstilbud til voksne, mens de resterende 20 pct. går i gang med at udbyde kurserne for første gang.
De mange deltagerkommuner gør, at langt flere unge end forventet får tilbudt indsatsen allerede i 2017-18. Desuden kommer flere til at bidrage til evalueringen, hvilket vil styrke den viden, der kommer på området.
De ti kommuner, der skal deltage i pilotfasen i 2017 er:
Allerød, Frederiksberg, Frederikshavn, Haderslev, Halsnæs, Køge, Odense, Roskilde, Skanderborg og Skive.
Følgende 28 kommuner vil sammen med pilotkommunerne deltage i evalueringsfasen i perioden 2018-2019:
Assens, Bornholm, Esbjerg, Faxe, Gladsaxe, Guldborgsund, Hedensted, Helsingør, Herning, Hillerød, Kolding, Lyngby-Taarbæk, Mariagerfjord, Morsø, Nordfyns, Nyborg, Næstved, Odder, Randers, Ringsted, Silkeborg, Svendborg, Thisted, Tønder, Tårnby, Varde, Vejen og Aabenraa.
Læs mere om projektet her.
Projektet gennemføres med støtte fra Den A. P. Møllerske Støttefond og udbydes til alle kommuner fra 2019. Evaluering varetages af Statens Institut for Folkesundhed.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.