
Der står demens i praksis på skemaet, når sygeplejersker, sosu’er, terapeuter, pædagoger, demenskonsulenter og en række andre faggrupper i den kommende tid kommer på skolebænken. Den enkelte medarbejder skal blive klogere på demenssygdommen, og på hvordan hun løfter sine konkrete opgaver over for mennesker med demens.
- Det her er et af de vigtige initiativer i den nationale demenshandlingsplan, som skal gøre Danmark mere demensvenligt. Vi ved meget mere om demenssygdommen nu, end vi gjorde for få år siden, og den viden skal frontpersonalet have og kunne bruge, når de møder patienter med demens og deres pårørende. Vi ved det har en kolossal positiv betydning for de ramte familier, når de bliver mødt af engagerede og kompetente fagfolk, siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V).
Sundhedsstyrelsen har indstillet 32 forskellige projekter til støtte, der har fokus på praksisnær læring på alle niveauer i pleje- og behandlingsindsatsen. Det være sig læring på arbejdspladsen, sidemandsoplæring, supervision samt mere formel kompetencegivende efter- og videreuddannelse som fx akademi- og diplomuddannelser.
Mange flere søgte midler
Kommuner og regioner har vist stor interesse for puljemidlerne. Der er blevet søgt om tre gange så mange midler, som der var afsat.
- Det overrasker mig slet ikke, at der er stor søgning til den her pulje. Ude omkring er man uhyre optaget af at give borgerne den bedst tænkelige pleje og behandling, siger ældreminister Thyra Frank (LA).
Hun minder om, at puljen ifølge den politiske aftale bliver slået op igen med yderligere 50 mio. til flere demens kompetenceløft.
Otte får besøg af rejsehold
Puljeuddelingen skal ses i lyset af en udvikling, hvor der på en række uddannelser – bl.a. sygeplejerskeuddannelse, lægeuddannelsen og sosu-uddannelsen er blevet indlagt moduler om behandling og pleje af borgere med demens.
Ud over de 32 projekter får otte kommuner besøg af et demensrejsehold, som skal undervise frontpersonalet på plejehjemmene i, hvordan de i dagligdagen arbejder med mennesker med demens.
I den politiske aftale om Den nationale demenshandlingsplan 2025, blev der afsat 145 mio. kr. til et praksisnært kompetenceløft i kommuner og regioner. Af disse midler er der afsat 139 mio. kr. til en ansøgningspulje, der uddeles af to gange, hvoraf de 91,5 mio. kr. i regi af Sundhedsstyrelsen blev opslået i en ansøgningspulje i juni 2017.
rp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.