Anklager kalder 61 års fængsel i Greed et stærkt signal
- Dommen er et udtryk for, at der er tale om grov og systematisk kriminalitet.
Det siger specialanklager Maria Cingari efter afgørelsen i sagen om "Operation Greed", hvor der samlet er givet fængsel i 61 år til 15 tiltalte mænd.
- Vi er meget tilfredse med, at retten i vidt omfang har været enig i vores vurdering, siger hun efter Københavns Byrets dom.
Maria Cingari siger, at dommen sender et stærkt signal. Økonomisk kriminalitet betaler sig ikke, lyder hendes udlægning af afgørelsen, hvor hovedmanden, Naveed Anwar, blev idømt fængsel i syv år.
I alt der udmålt bøder på 615 millioner kroner til de fire hovedmænd, mens tre selskaber straffes med bøder på 260 millioner kroner.
Et netværk stod bag en fakturafabrik. Kunderne var selskaber, der havde udført sort arbejde, og som havde brug for fakturaer i forhold til myndighederne.
Mændene i gruppen blev kendt skyldige i at have deltaget i den skatte- og momssvig, som kunderne havde begået.
Unddragelsen løber op i 296 millioner kroner.
/ritzau/











