
SKIVE: Veterankoordinatorer fra 11 kommuner har med Skive Kommunes veterankoordinator været en tur i Kosovo for bedre at kunne hjælpe og vejlede krigsveteraner i deres egne kommuner. Det oplyser Skive kommune og dens veterankoordinator Claus Mosbæk.
- De udsendte soldater bliver en del af et meget tæt kammeratskab og et enormt fællesskab, og det er vigtigt som veterankoordinator at vide for at kunne få forståelsen for, hvad det vil sige at være udsendt sammen, siger Claus Mosbæk.
Han har, i modsætning til kollegerne i de fleste andre kommuner, selv været udsendt som soldat til konfliktområder, og via ham og turen til Kosovo har koordinatorerne fra de øvrige kommuner nu fået bedre kendskab til livet som udsendt soldat.
Fra 11 kommuner
Med på turen med ham var veterankoordinatorer fra Esbjerg, Aarhus, Aalborg, Randers, Viborg, Sønderborg, Næstved, Roskilde, København.
- De veterankoordinatorer, som ikke selv har været udsendte, blev på mange måder overrasket over de forhold, som man lever under som udsendt soldat. Vi kunne se resterne af den gamle danske lejr, der var få bygninger at gå ind i, og omridset af det gamle pigtrådshegn, der omkransede lejren, var der stadig, siger Claus Mosbæk.
- Det gav et godt indblik i dimensionerne og hvor stor lejren var, da den var aktiv. Et er at tale om det derhjemme. Men nu har de også selv fået det at se med egne øjne, så de bedre fremover kan forstå, hvad veteranerne taler om, siger han.
Claus Mosbæk skønner, at der er veterankoordinatorer i omkring 60 af kommunerne på forskellige vilkår. Nogle steder som fuldtidsansatte, andre som deltidsansat, som han selv er, eller med et tildelt antal timer i forbindelse med en anden jobfunktion. Koordinatorerne holder kontakt på flere måder, fx med fysiske møder i teams, ligesom Forsvarets Veterancenter afholder fire årlige tema-/undervisningsdage.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.