dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksocial
doi
DK Debat

Danske Regioner:
Urealistisk udredningsfrist for børne- og ungdomspsykiatrien

Regionerne erkender efter hård kritik, at det ikke er realistisk at overholde udredningsretten i børne- og ungdomspsykiatrien på 30 dage.
27. FEB 2024 14.39

Det er ikke realistisk at overholde børn og unges ret til psykiatrisk udredning indenfor 30 dage, og derfor bør den gentænkes. Sådan lyder det fra regionerne, som for nylig fik skarp kritik af Statsrevisorerne for den lange ventetid i børne- og ungepsykiatrien. Det skriver Altinget.

Der er ganske enkelt ikke kapacitet nok, lyder det. 

- Hvis man fra regeringen og Folketingets side tænker, at udrednings- og behandlingsretten er et signal til familien om, at de kan være sikre på at få et svar på, hvad der giver mistrivsel hos deres barn inden for 30 dage, så kan vi ikke leve op til det. Derfor er det også en falsk forhåbning at give familierne, siger formand for psykiatri- og socialudvalget i Danske Regioner Jacob Klærke (SF) uden dog at ville give et konkret bud på, om den skal udvides til at være på eksempelvis 60 dage eller længere tid.

Skarp kritik

Regionerne reagerer på en skarp kritik i en beretning fra Statsrevisorerne tidligere i februar. Kritikken gik bl.a. på, at ventetiden på at blive udredt i børne- og ungdomspsykiatrien er alt for lang.

Lidt over 19.000 børn og unge blev i 2022 henvist til udredning for en psykisk sygdom. I syv ud af ti tilfælde blev patienterne ikke udredt inden for de lovpligtige 30 dage, og og størstedelen blev heller ikke informeret om deres rettigheder, når udredningsfristen blev overskredet.

Se Statsrevisorernes beretning her.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.