
Regeringen havde op til sundhedsaftalen lagt op til en såkaldt tjenestepligt, hvor alle læger skulle ud og arbejde hos en praktiserende læge. Men den del er landet på, at de unge læger under deres uddannelse får en såkaldt praksispligt. Det betyder, at lægerne skal op på et halvt år mere i almen praksis og skal bruge mindre tid på sygehusene.
Aftalen er blevet præsenteret fredag. De sidste detaljer faldt på plads natten til fredag, og sundhedsreformen har været længe undervejs. Den er blevet udfordret af håndteringen af coronakrisen. Forebyggelsesinitiativer i forhold til mindre alkohol og tobak til de unge er ikke en del af aftalen.
Unge læger skal mere i almen praksis under deres uddannelse. Og der kommer op til 25 nærhospitaler. Det indgår i sundhedsreformen, som alle partier er med i.
"Lille prut"
Det er en aftale, som rummer tiltag for samlet 6,8 milliarder kroner over de næste otte år. Det siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S) ved præsentationen.
- Vi har en aftale om en sundhedsreform, der styrker det nære sundhedsvæsen. Vi har mange partier med. Det kan ikke blive mere bredt, siger Heunicke.
Her er begejstringen blandt nogle af aftalepartierne moderat. Venstres sundhedsordfører, Martin Geertsen, kalder reformen for "en fin lille aftale".
- Løser denne aftale alle udfordringer i det danske sundhedsvæsen fremadrettet? Nej. Det gør den bestemt ikke. Det er en fin lille aftale. Det er et skridt i den rigtige retning, siger Geertsen.
Enhedslistens sundhedsordfører, Peder Hvelplund, kalder reformen for "en lille prut", der ifølge ham heller ikke løser alle de udfordringer, sundhedsvæsnet har.
Fra 20 til 25 nærhospitaler
S-regeringen havde i sit sundhedsudspil lagt op til op mod 20 nærhospitaler, der reelt bedst kan beskrives som udvidede store sundhedshuse. Det er uklart, hvor alle nærhospitaler skal placeres i landet. Men det kan eksempelvis være i nedlagte sygehuse.
Regeringen havde også spillet ud med en række forebyggelsesinitiativer i forhold til mindre alkohol og tobak til de unge. Men det er ikke en del af aftalen. De forhandlinger kommer til at foregå for sig selv, siger Heunicke.
- Næste uge tager vi hul på de forhandlinger om de resterende elementer om forebyggelsen. Det var rigtigt at dele det op, fordi vi fik den her brede aftale, vi gik efter, siger ministeren.
Mere hjemmebehandling
Med reformen vil man blandt andet styrke det digitale i sundhedsvæsnet. Hjemmebehandlingen skal til dels forankres i de 25 nærhospitaler, som aftalepartierne ønsker etableret over hele landet.
Nærhospitalerne skal tilbyde borgere virtuelle konsultationer og bidrage til øget brug af hjemmebehandling, fremgår det. Man vil også undersøge muligheden for at tilbyde flere udvalgte patientgrupper at blive omfattet af telemedicinske tilbud. Det kan være patienter med knogleskørhed, som indlægges i eget hjem gennem brug af digitale løsninger til monitorering.
Baggrunden for sundhedsreformen er et ønske om at styrke den nære indsats efter en årrække med målrettet fokus på specialisering og centralisering i supersygehuse. Den udvikling skal suppleres, mener aftalepartierne, med behandling tættere på borgerne, da der kommer flere ældre og kroniske patienter, som skal kunne få behandling tættere på deres hjem.
Driftsdelen af sundhedsreformen finansieres hovedsageligt gennem reserven til land, by og sundhed. Desuden findes midler fra afgifter på nikotinprodukter og afvikling af afvikling af Institut for Kvalitet og Akkreditering i Sundhedsvæsnet (Ikas).
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.