
Ud af 595.943 personer i Danmark, der per 17. marts har fået mindst ét stik med en coronavaccine, har 3.669 af dem efterfølgende fået coronavirus. Det svarer til 0,6 pct. af de vaccinerede.
Det viser en ny statusrapport over vaccination fra Sundhedsstyrelsen.
Tallene skal dog ses som en opgørelse over den foreløbige udvikling og ikke som en konklusion på vaccinernes effekt, hedder det i rapporten.
Flest lige efter første vaccine
Mindst 40 dage efter første stik har kun 0,06 pct. fået coronavirus efterfølgende ud af 190.000 vaccinerede. Langt de fleste er dermed blevet smittet i den første periode efter den første vaccination.
- 91 pct. af tilfældene har været inden for de 26 første dage efter første stik, hvor immunitetsgraden er lavere, lyder det i rapporten.
Rapporten viser ligeledes, at coronasmitten blandt sundhedspersonale nu er under landsgennemsnittet.
Også blandt personer over 85 år og personer på plejehjem, er smitten faldet markant. I uge 10 blev kun én plejehjemsbeboer testet positiv med coronavirus.
- Vi kan selvfølgelig ikke med sikkerhed sige, at det skyldes vaccinerne, eller om det er en effekt af de smitteforebyggende restriktioner. Men ikke desto mindre kan vi se, at smitten falder i de grupper, der er vaccinerede mod covid-19, siger Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen, i en pressemeddelelse.
Færre ældre indlagte
Aldersfordelingen på indlagte med coronavirus har også ændret sig. Andelen af indlagte patienter over 80 år er faldet fra 28 pct. til 12 pct. på to måneder.
Men selv om man er færdigvaccineret, kan det stadig føre til alvorlige sygdomsforløb.
- Blandt de personer, der er færdigvaccineret, er der meget få indrapporterede smittetilfælde, der har krævet intensivbehandling på sygehusene, skriver Sundhedsstyrelsen.
- Der er samtidig meget foreløbige indikationer på, at de indlæggelser, der har været blandt vaccinerede patienter, har kortere forløbstid, hvilket kan indikere et mildere forløb, lyder det videre i rapporten.
Vaccinetal fra Statens Serum Institut torsdag viser, at 636.664 personer i Danmark nu har påbegyndt vaccination. 316.068 er færdigvaccineret.
Se hele statusrapporten her.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.