MIDTJYLLAND: Regionspsykiatrien i Randers er blevet set efter i sømmene i forbindelse med den aktuelle skandale, hvor ledende medarbejdere er sendt hjem på grund af mistanke om mangelfuld og fejlagtig behandling af patienter.
I den forbindelse er Sengeafsnit D blevet vurderet uegnet for psykisk syge patienter efter 16 års brug, og Psykiatri- og socialudvalget i Regionspsykiatrien Midt vedtog onsdag, at afsnittet om kort tid vil blive lukket, skriver TV2 Østjylland.
Sengeafsnittet har eksisteret som en midlertidig løsning i en pavillon siden 2008, og var tiltænkt patienter i psykiatrien, som havde behov for en længerevarende indlæggelse.
Dog har man fundet ud af, at de fysiske rammer ikke er egnede til patienter, som er indlagt i psykiatrien, samt, at nogle af patienterne på afsnittet slet ikke burde være der.
- Regionspsykiatrien i Randers har som led i den proces, der har været i gang fundet frem til, at hovedparten af patienterne på Sengeafsnit D ikke har behov for at være indlagt, siger formand for psykiatri- og socialudvalget i Region Midtjylland Else Søjmark (S),
Andet afsnit åbnes
Udvalgsmøde besluttede at lukke afsnittet med den forudsætning, at man genåbner et andet midlertidigt lukket afsnit. Hos foreningen Bedre Psykiatri er man glade for, at der bliver lukket for de fysiske rammer. Men de frygter, at det bliver sværere at få en længerevarende indlæggelse i psykiatrien med lukningen.
Af dagsordenen for onsdagens møde fremgår det, at der er mange ting ved pavillonens fysiske rammer, som ikke er tilstrækkelige til psykiatrisk brug. Hvilket er en af hovedårsagerne til, at stedet skal lukke.
Afsnittet har været der siden 2008, og udvalgsformanden erkender, at lukningen kommer lidt sent.
- Det kan man bestemt godt sige, men igen, vi har haft et hændelsesforløb i Randers, som har gjort, at man har vendt nogle sten. Jeg er glad for det, der sker nu, siger Else Søjmark.
Der er blandt andet manglende sikring af interiøret, som gør, at de patienter, som kan være selvmordtruede eller selvskadende ikke kan indlægges i pavillonen. Det er heller ikke muligt at aflåse pavillonen, og derfor kan den ikke bruges som et lukket intensivt akutafsnit.
Unødige indlæggelser
Men det er ikke kun de fysiske rammer, den er gal med. Efter en ny vurdering er det nemlig kommet frem, at mange af afsnittets patienter slet ikke havde behov for at være indlagt.
For at patienter kunne få en af de otte pladser på Sengeafsnit D, skulle de have en henvisning fra et af de andre sengeafsnit i Regionspsykiatrien.
Sengeafsnit D adskiller sig fra andre afsnit i psykiatrien, fordi det er for længerevarende indlæggelser. Derfor frygter man også hos Bedre Psykiatri, at det kan gå ud over patienterne, at afsnittet lukker.
- Jeg er naturligvis bekymret for, at det bliver sværere i Region Midtjylland at få en længerevarende indlæggelse. Vi ved, at der er en stor efterspørgsel og et stort behov for muligheden for længerevarende indlæggelser, siger Jane Alrø Sørensen, som er generalsekretær i Bedre Psykiatri.
Derfor håber de også, man vil rykke sengepladserne til et andet sted i Region Midtjylland, hvor stedet er egnet til det.
- Det er problematisk, at Region Midtjylland i en årrække har haft en bygning, som ikke egner sig til psykiatrisk hospital. Jeg vil stærkt appellere til, at de rykker deres sengepladser et andet sted hen, siger Jane Alrø Sørensen.
Nye vurderinger
Dog er Bedre Psykiatri også glade for, at regionen handler på situationen og lukker pavillonen. Det er planen, at patienterne fra Sengeafsnit D skal vurderes på ny, for at finde ud af, hvilken behandling, der passer bedst til dem fremover.
- Patienterne fra Sengeafsnit D, skal have den bedste løsning for dem. Det er selvfølgelig ærgerligt, det først sker nu, men det er en del af den proces, vi er i gang med lige nu, siger Else Søjmark.
Derudover forventer regionen, at der skal søges om midler til et nyt sengeafsnit. Hvis det lykkes, vil der formentlig gå en årrække inden det står klar.
- Det er ærgerligt, at man skal lukke senge i en tid hvor psykiatrien er presset af overbelægning, men når de fysiske rammer ikke tillader, at det bruges, så skal vi jo ikke bruge det, og ledelsen vil naturligvis sikre gode alternative løsninger, siger Else Søjmark.
Sengeafsnit D lukker senest ved udgangen af februar 2025. Det afsnit, som skal genåbnes, er Sengeafsnit C, som har syv midlertidige pladser.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.