I 80 pct. af tilfældene overholdes udredningsretten for patienter, der henvises til sygehusene for at blive undersøgt for fysiske sygdomme. Det viser nye monitoreringstal, som dog skal tages med væsentlige forbehold, fordi opgørelsesmetoden er ny, lyder det fra Sundheds- og Ældreministeriet.
1. oktober 2016 fik patienter ret til, uanset om de lider af en fysisk eller psykisk sygdom, at blive undersøgt på et privathospital, hvis det offentlige ikke har kapacitet til at udrede dem inden for 30 dage, hvis det er fagligt muligt. Nu foreligger de første såkaldte monitoreringstal.
Tallene for 4. kvartal 2016 viser, at for de fysiske sygdomme overholdes udredningsretten for 80 pct. af patientforløbene. For de psykiske sygdomme er tallet ca. 90 pct. i voksenpsykiatrien og ca. 92 pct. i børne- og ungdomspsykiatrien.
- Tallene tyder på, at udredningsretten overholdes i 8 ud af 10 patientforløb, og det er positivt. Men vi skal passe på, at vi ikke overfortolker de nye tal. Jeg vil i hvert fald gerne se mere robuste tal fra regionerne, før jeg glæder mig på patienternes vegne, siger fungerende sundhedsminister Karen Ellemann.
Ny monitoreringsmodel er mere retvisende
Da de nye rettigheder trådte i kraft, blev der samtidig indført en ny national monitoreringsmodel, der tager højde for, at der er patienter, som selv vælger at forlænge deres udredningsforløb, som dermed ikke kan afsluttes inden for 30 dage.
Dermed viser de nye tal på en mere retmæssig måde end tidligere, hvordan regionerne overholder udredningsretten. Hvis patienterne selv ønsker at vente længere, eksempelvis fordi de skal på ferie eller ikke vil udredes på et bestemt sygehus i regionen, er udredningsretten stadig overholdt, men så skal patienten have udleveret en plan for, hvordan udredningen så skal foregå.
De første opgørelser kan imidlertid vise sig ikke at være retvisende. Det hænger sammen med, at personalet på sygehusene skal registrere på en ny måde. Derudover er der store regionale forskelle i tallene, hvilket bl.a. skyldes, at Region Hovedstaden i øjeblikket er ved at implementere Sundhedsplatformen. Og derfor giver tallene endnu ikke et fuldendt billede af, hvordan udredningsretten overholdes.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.