

HOVEDSTADEN: Hovedstadens psykiatri er igen under beskydning. Mens det sidste år var Psykiatrisk Center på Glostrup Hospital, der blev afsløret i overmedicinering, er turen nu kommet til Bispebjerg og Hillerød hospitaler. Her har der inden for én måned i starten af året har været tre dødsfald, der kan være relateret til overmedicinering, skriver Politiken.
Formand for regionens Psykiatriudvalg Arly Eskildsen (SF) har på den baggrund stillet en række spørgsmål til regionens embedsmænd, men han mener ikke, at de svar, der er blevet givet er tilfredsstillende.
- Det har vist sig, at vi kun har fået det halve billede. Den orientering vi fik i januar var ikke fyldestgørende, siger han til dknyt.
Arly Eskildsen henviser til, at der tidligere på ugen kom en obduktionsrapport, der viste, at en af de afdøde havde hele seks forskellige præparater i kroppen på én gang. Blandt dem både antipsykotisk og beroligende medicin, som Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man ikke blander.
Derudover havde han metadon i blodet, som det antages er blevet smuglet ind på afdelingen. Rapporten slår fast, at det sandsynligvis er medicinen, der har slået ham ihjel.
- I januar fik vi kun at vide, at den ulovlige metadon var en mulig og sandsynlig forklaring. Vi fik ikke at vide, at han havde fået alt mulig andet medicin, siger Arly Eskildsen.
Personfølsomme oplysninger
Regionen er på baggrund af dødsfaldene gået i gang med en undersøgelse af de patienter, der tager flere former for psykiatrisk medicin. Men koncerndirektør Svend Hartling, mener ikke, at han kan svare på spørgsmålene fra Arly Eskildsen af hensyn til tavshedspligten:
- Vi vil ikke lægge personhenførbare oplysninger frem. Det skal være sådan, at uanset hvad man hedder, så skal man kunne blive indlagt i psykiatrien uden at få sin journal udfoldet i fuld offentlighed i medierne, siger han til Politiken.
Det, mener Arly Eskildsen dog er en dårlig forklaring.
- Måske falder et par af spørgsmålene for loven om personoplysninger, men det gør det helt centrale spørgsmål om psykiatrien og somatikken ikke. Det her handler om uforklarlige dødsfald, og alle har en interesse i et ordentligt informationsniveau, så vi kan tage nye initiativer, siger han.
Arly Eskildsen er ikke mindst bekymret over de manglende svar set i lyset af sagen om overmedicinering på det psykiatriske hospital i Glostrup, hvor Regionsrådet heller ikke fik informationerne i tide.
Heller ikke regionens måske kommende formand, Sophie Hæstorp Andersen (S), som stiller op som spidskandidat til regionsrådsvalget til efteråret, er tilfreds med situationen i psykiatrien. Hun har lovet at iværksætte en kulegravning af medicineringen i psykiatrien.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.