GREVE: Efter flere måneders digital ørkenvandring skal 21 politikere i Greve næste uge mødes fysisk ved et byrådsmøde, hvor også kommunens borgere er inviteret.
Det bekræfter borgmester Pernille Beckmann (V) over for TV2 Lorry.
- Det er vigtigt at mødes fysisk, når man skal samarbejde, og derfor har jeg i nogen tid overvejet, hvordan vi i byrådet kan mødes uden at gå på kompromis med restriktioner og krav om afstand. Politiske forsamlinger er tilladt, og det har vi faktisk måttet hele vejen igennem. Nu er vi nået til et sted, hvor vi skal tilbage til en hverdag stille og roligt, siger Beckmann til TV2 Lorry.
Mødet vil blive afholdt i Greve Idrætscenter. Det er alene borgmesteren, der kan beslutte, hvordan byrådsmøderne afvikles.
Plads til 30 tilhørere
Greve Kommune oplyser, at der vil være håndsprit til mødet, som afholdes mandag 22. marts, ligesom det er et krav til alle, at de skal bære mundbind, når de går og står.
Der er plads til, at 30 borgere kan deltage i mødet og stille spørgsmål til lokalpolitikerne. Pernille Beckmann mener, at politikerne har et behov for at vende fysisk tilbage til arbejdet.
- På samme måde som børnene havde brug for at komme tilbage i skole, så har vi politikere også brug for at komme tilbage. Og der vil være fire meters afstand mellem politikerne og også mellem tilhørerne, oplyser borgmesteren.
Partier tager afstand
Flere partier tager afstand fra beslutningen om at holde byrådsmødet fysisk.
- Det er uansvarligt, at vi beder borgerne komme til et idrætscenter midt i en coronakrise. Så vi synes ikke, at det er en god idé, forklarer byrådsmedlem for Enhedslisten Mehmet Zeki Dogru.
Brigitte Klintskov Jerkel, som er det eneste medlem for De Konservative i Greve, stiller sig undrende over for borgmesterens beslutning.
- Jeg undrer mig over, at vi skal mødes fysisk, når man tænker over den situation, vi er i. Greve har ligget nummer et og to med højt smittetal, og vi er kun lige kommet ud af top ti. Men vi ligger stadig højt, siger hun.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.