To personer er bekræftet smittet med coronavarianten Omikron, efter at de er indrejst til Danmark fra Sydafrika. Det oplyser Statens Serum Institut søndag i en pressemeddelelse.
Varianten bekymrer internationalt, fordi den ser ud til at være mere smitsom end Delta-varianten, som dominerer smitten globalt.
- Vi er nu færdige med helgenomsekventeringen af PCR-prøverne fra de to rejsende og kan nu bekræfte, at der er tale om to tilfælde af virusvarianten Omikron, siger direktør i Statens Serum Institut Henrik Ullum.
Han kalder det forventeligt og fastholder derfor strategien om intensiv overvågning af smitte i hele landet.
- Vi ønsker at forhale tiden, så vi når at få vaccineret flest muligt og kommer længere igennem vinteren, før den for alvor kommer til Danmark, som vi formoder, at den vil, siger Henrik Ullum.
Han har tidligere pointeret, at der løbende kommer nye mutationer og nye coronavarianter, hvilket seruminstituttet følger med i. De to indrejsende personer er nu i isolation hjemme.
Leder efter tidligere tilfælde i Danmark
Virusvarianten blev først fundet i det sydlige Afrika, men er siden bekræftet i en række lande, herunder i Storbritannien, Tyskland, Holland og Belgien. Flere lande har derfor lukket deres grænser for visse sydafrikanske lande.
Seruminstituttet undersøger i øjeblikket, om der er tidligere tilfælde i Danmark med varianten.
Det gør myndighederne ved at se på personer med en rejsehistorik og et positivt PCR-testsvar fra de seneste ti dage for at se, om der kan gemme sig andre mulige Omikron-tilfælde.
Da det er en ny variant er meget endnu uvist. Blandt andet vides det ikke, om den giver andre symptomer end det oprindelige virus. Den har dog en lang række mutationer, og flere sidder i et område, hvor mutationer tidligere har vist sig at nedsætte virussets følsomhed over for vacciner.
Andre mutationer sidder et sted, der kan gøre virusset mere smitsomt. Styrelsen for Patientsikkerhed er i gang med at opspore nære kontakter og andre og opfordrer til at gå i isolation. Da det er en ny og foreløbig bekymrende variant, bliver også kontakter i andet og tredje led anbefalet at gå i isolation.
Minister: medfører ikke danske restriktioner
Fundet af den nye variant, giver ikke anledning til at indføre yderligere restriktioner i det danske samfund.
- Det er ikke noget, vi overvejer konkret på nuværende tidspunkt, siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S) søndag aften.
- Vi har sagt åbent, at vi følger det her meget tæt, og vi gør, hvad der skal til, når det skal til. Der er ingen, som har interesse i, at vi skal lukke Danmark ned igen. Hele strategien er, at vi skal have et åbent samfund, hvor vi har smitten under kontrol, siger han.
Indtil videre arbejder myndighederne på at holde den nye coronavariant for døren så længe som overhovedet muligt. Der er nemlig meget, som tyder på, at den er mere smitsom end Delta-varianten. Det er den, der lige nu dominerer i Danmark. Det er dog ikke muligt helt at undgå, at den spreder sig i det danske samfund, siger ministeren.
- De to sidste varianter, der overtog, overtog jo faktisk meget, meget hurtigt.
- Hvis den er mere smitsom, vil den efter al sandsynlighed få overtaget, og så er det helt afgørende, at vi får forsinket introduktionen, siger Magnus Heunicke.
Rejserestriktioner kan være på vej
Indsatsen kan også betyde, at der inden længe kommer flere restriktioner for rejsende til Danmark. I første omgang er rejserestriktionerne for tilrejsende fra syv afrikanske lande blevet skærpet med anbefaling om test og isolation efter indrejse i Danmark.
Det kan også komme til at gælde flere lande, siger Magnus Heunicke, som dog ikke kan sige mere.
Hvilke konsekvenser spredningen af Omikron kan få i Danmark, kan ministeren heller ikke komme nærmere ind på. Det afhænger for eksempel af, hvordan virusset spreder sig, og hvor smitsomt det viser sig at være.
Magnus Heunicke har dog en klar opfordring til borgere i Danmark - nemlig at flest muligt lader sig vaccinere mod coronavirus.
- For den almindelige befolkning er der en ting, vi skal bruge denne her tid til, mens vi forsinker introduktionen af Omikron. Det er at lade sig vaccinere, at lade sine børn vaccinere og få det tredje stik, hvis man er inviteret til det, siger han.
29. november 6:03: Tilføjet afsnit "Minister: medfører ikke danske restriktioner" og "Minister: medfører ikke danske restriktioner "Rejserestriktioner kan være på vej".
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.