To mistænkte tilfælde af den nye coronavariant Omikron er påvist i Danmark hos rejsende fra Sydafrika. Det skriver Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse lørdag aften.
Sundhedsministeriet skriver i pressemeddelelsen, at der er stor sandsynlighed for, at der er tale om varianten Omikron. Det kan dog først blive endeligt bekræftet inden for de næste dage, når man har resultatet af en helgenomsekventering.
- Myndighederne har en begrundet mistanke om, at vi har de første to tilfælde af den nye variant Omikron i Danmark. Varianten er blevet fanget i de variant-PCR-test, som SSI laver på positive prøver, og derfor har vi hurtigt fanget varianten.
- Vi er et af de lande, der har den mest omfattende overvågning af varianter, og derfor er det ikke overraskende, at vi tidligt finder tilfælde i Danmark, siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i pressemeddelelsen.
Sundhedsministeren siger desuden i pressemeddelelsen, at de smittede er i isolation, og at myndighederne er i gang med at opspore deres nære kontakter og nære kontakters nære kontakter.
- Det er vigtigt at sige, at der stadig er meget, vi ikke ved om Omikron. Derfor kommunikerer vi, så snart der er nyt, lyder det i pressemeddelelsen.
Opsporing er i gang
Styrelsen for Patientsikkerhed anbefaler desuden, at alle der kommer til Danmark eller er kommet til Danmark siden 16. november og har været i Sydafrika, Lesotho, Mozambique, Zimbabwe, Botswana, Namibia og Eswatini (tidligere Swaziland, red.), lader sig teste og går i isolation, indtil de er testet negative på dag seks.
Det gælder, uanset om man er vaccineret eller ej. Er man nær kontakt til en, der er smittet med den nye variant, anbefaler Styrelsen for Patientsikkerhed, at man går i isolation og lader sig teste på dag et, fire og seks.
Man kan bryde isolationen, hvis man tester negativ på dag seks. Den samme anbefaling gælder for nære kontakter til nære kontakter til smittede med Omikron.
- For at være på forkant vil den intensiverede smitteopsporing også gælde i forbindelse med smittede fra de pågældende lande, men hvor vi endnu ikke kender varianten, sige Birgitte Drewes.
De skærpede anbefalinger fra Styrelsen for Patientsikkerhed gælder, indtil man ved mere om den nye variant.
Omikron blev først fundet i Sydafrika, men er allerede fundet i flere europæiske lande som Belgien og Tyskland. Fredag meddelte Statens Serum Institut, at man fra midnat ville skærpe rejserestriktionerne for Sydafrika og de seks førnævnte nabolande.
Fakta: Det ved vi om varianten Omikron
Omikron-varianten blev først opdaget i Sydafrika og er siden kommet til Europa og Hongkong. I Danmark er der fundet to tilfælde af coronasmitte, som mistænkes at være den nye Omikron-variant.
Fundet af varianten har fået flere lande til at lukke for rejser fra en række lande syd for Sahara. Israel har sågar lukket for indrejse for alle udlændinge i et forsøg på at forhindre smitte.
Her kan du læse mere om, hvad varianten er for en størrelse, og hvor meget der vides om den endnu:
- B.1.1.529 er en nyligt opdaget variant af coronavirus fra det sydlige Afrika.
- Den har fået navnet Omikron efter det græske alfabet som eksempelvis også Delta-varianten.
- Den har 50 dokumenterede mutationer - heriblandt 32, der er forbundet med spike-proteinet, som hjælper virusset med at springe mellem mennesker. Til sammenligning har Delta-varianten to og Beta-varianten tre.
- Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har kategoriseret varianten som "bekymrende", og foreløbige data antyder, at der er høj risiko for gennembrudsinfektion.
- Ifølge den sydafrikanske sundhedsstyrelse, NICD, er der endnu ikke opdaget nogen usædvanlige symptomer hos Omikron-smittede.
- Omikron var fredag bekræftet i Sydafrika i 22 tilfælde og i enkelte andre lande hos rejsende, der har besøgt det sydlige Afrika.
- Fredag blev der registreret ét bekræftet tilfælde i Belgien. Det var Europas første.
- Omikron-varianten menes at stå bag en stor andel - måske 75-90 pct. - af de nye smittetilfælde i Sydafrika. Især i den mest folkerige provins, Gauteng.
Kilder: WHO, AFP, NTB og NICD
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.