
HOVEDSTADEN: En 64-årig læge sidder onsdag på anklagebænken i Københavns Byret i en sag om svindel med forskningsmidler. Han er tiltalt for at have bedraget et medicinalfirma og Rigshospitalet for i alt 2,8 mio. kr.
Forskningspenge blev brugt på dyre Rolex-ure, mærkevarer fra Louis Vuitton-butikker i Paris, Barcelona, München, Chicago og Atlanta, middage på D'Angleterre og andet privat luksusforbrug, mener anklagemyndigheden. Anklager Per Justesen, der skal føre sagen i byretten, kræver lægen idømt en ubetinget frihedsstraf, oplyser han til Ritzau.
Gennem seks år fra august 2006 til april 2013 brugte lægen ifølge det omfattende anklageskrift mindst to mio. kr. fra en konto, hvor et medicinalfirma havde indbetalt 6 mio. kr. til et forskningsprojekt.
I anklageskriftet indgår ikke færre end 390 bilag fra handler foretaget med et Eurocard, som lægen havde tilknyttet til kontoen. Ifølge anklagen vildledte lægen sponsoren til at tro, at kontoen tilhørte Rigshospitalet.
D'Angleterre
13. januar 2011 købte lægen et Rolex-ur til 160.650 kr. i den eksklusive butik Klarlund i København. Allerede måneden efter blev kontoen brugt til indkøb af endnu et Rolex-ur i en anden juvelerforretning. Denne gang var prisen 80.000 kr.
Kortet er også blevet brugt ved 15 besøg i Louis Vuitton-butikker, hvor der blev købt ind for tusindvis af kroner, og ved en stribe middage på blandt andet Sejlklubbernes Restaurant i Charlottenlund og på luksushotellet D'Angleterre i København.
Sagen mod den 64-årige læge er den første af en stribe lignende sager, der kommer for retten. Han er ud over groft bedrageri og underslæb også tiltalt for databedrageri og tjenestemisbrug. Han nægter sig skyldig.
Der er afsat 17 dage til retsmøder i sagen. Dommen ventes til november.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.