
Som det næsten var forventet, har Dansk Sygeplejeråd mandag for femte uge i træk udvidet sit strejkevarsel, denne gang med 281 nye strejkende. Samtidig træder den første varslede udvidelse i kraft natten til tirsdag.
Især Region Syddanmark står for skud i den seneste, femte strejkeudvidelse. Her er der varslet strejke for 158 sygeplejersker fordelt på syv kirurgiske afdelinger. Det lukker regionens sidste afdelinger, som har med planlagte operationer og kontroller efter operationer at gøre, og sygeplejerskerne forventer, at "en masse borgere placeres på venteliste" som konsekvens.
- Det skal åbenbart gøre ondt på borgerne, før arbejdsgivere og politikere begynder at lytte. Det, synes jeg, er utroligt, siger Dansk Sygeplejeråds formand Grete Christensen.
I kraft 7. september
Hun undrer sig over, "at politikerne på intet tidspunkt igennem snart to måneders strejke har meldt sig på banen i forhold til at finde en løsning", og kalder situationen på hospitalerne "uholdbar og nogle steder kritisk for patientsikkerheden".
Foruden Syddanmark rammes også regionerne Midtjylland og Hovedstaden. I Midtjylland er 94 sygeplejersker udtaget til strejke på især øjenområdet, så blandt andet borgere med grå stær, efterstær og øjenlågslidelser får udskudt deres operationer. I Hovedstaden sendes 29 sygeplejersker i strejke, især i koordinerende funktioner.
Regionerne Sjælland og Nordjylland samt kommunerne er ikke omfattet af det nye strejkeudtag denne gang.
På de omfattede områder træder strejkeudvidelsen i kraft 7. september. Den tidligere varslede strejke, der træder i kraft i nat, omfatter 702 sygeplejersker.
Se liste over de seneste strejkeudtagne områder.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.