En 41-årig dansk sygeplejerske er to gange blevet testet positiv for coronavirus med tre måneders mellemrum, skriver Ekstra Bladet.
Det er første gang, at en dansker står frem efter at være testet positiv to gange.
Sygeplejersken, som hedder Marie-Louise Kleszewski og arbejder i hjemmeplejen i Guldborgsund, blev 11. april første gang testet positiv. Herefter havde hun et længere sygdomsforløb. Hun vendte tilbage til sit job, da hun fik det bedre.
Men i juli fik hun det igen dårligt og fik derfor en ny coronatest. Den viste sig også at være positiv.
Fortilfælde i Hongkong
Sidste uge kunne forskere i Hongkong for første gang dokumentere, at en person havde været smittet med coronavirus for anden gang.
Ekstra Bladet har været i kontakt med flere sundhedseksperter, der vurderer, at det er sandsynligt, at den danske kvinde har været smittet to gange.
Men uvisheden på området er fortsat stor, understreger Lars Østergaard, som er ledende overlæge og professor på Aarhus Universitetshospital.
- Der er mange ting, vi ikke ved endnu, men jeg tænker, at det formentlig kan ske, at man får coronavirus endnu en gang, hvor der primært er tale om en ny virus, siger han til Ekstra Bladet.
Ifølge Lars Østergaard kan det heller ikke udelukkes, at smitten kan skyldes, at der 'ligger noget død virus i kroppen fra den oprindelige smitte'.
Ifølge Sundhedsstyrelsen er sandsynligheden for falsk positive test generelt lille.
Ritzau / ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.