Landets sygehuse har under coronakrisen købt coronaudstyr for 2,3 mia. kr. Det skriver Berlingske mandag på baggrund af en redegørelse fra forretningsudvalget i Region Hovedstaden.
Det er Region Hovedstaden, der står for at skaffe værnemidler og andet udstyr på vegne af landets regioner.
Det store beløb er blevet brugt på blandt andet mundbind, kitler, handsker og testudstyr. Det har været nødvendigt, fordi kernen i Danmarks velfærdssamfund har været i fare, lyder det fra Danske Regioner.
788 mio. kr. er ifølge Berlingske brugt på kitler, mens en kvart mia. kr. er brugt på operationsmasker.
Karin Friis Bach (R), der sidder i regionsrådet i Region Hovedstaden og er formand for Sundhedsudvalget i Danske Regioner, anerkender, at det er mange penge. Men det var nødvendigt, lyder det.
- Det er sindssygt mange penge. En kæmperegning. Men ingen vidste, hvor galt det kunne gå, siger hun til Berlingske.
- I starten steg smittetallet voldsomt, og det ville have skabt en enorm utryghed, hvis der ikke havde været udstyr nok til at beskytte sundhedspersonale og behandle såvel covid-19 som andre patienter med livstruende sygdomme, siger Karin Friis Bach.
Nødt til at handle hurtigt
Med til historien hører, at der har været hård global konkurrence om stort set alle former for covid-19-udstyr, skriver avisen. Derfor har Danmark måttet handle hurtigt.
I redegørelsen fremgår det, at det har været nødvendigt at bryde udbudsreglerne for at sikre de nødvendige beholdninger af værnemidler og sprit, før det internationale marked løb tør.
Desuden har to embedsmænd i Region Hovedstaden helt usædvanligt fået særlige beføjelser for at sikre, at regionen kunne få de nødvendige værnemidler i hus.
Det er Region Hovedstaden, der på et 10.000 kvadratmeter stort lager opbevarer det udstyr, som hospitaler landet over bruger under coronaepidemien.
Lageret, der ligger i Glostrup, modtager normalt mellem 10 og 15 lastbiler med varer dagligt, men siden coronaudbruddet har lageret taget imod 50-60 lastbiler hver dag.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.