
Siden sommer er antallet af sygeplejersker på sygehusene faldet. Det viser tal fra Sundhedsdatastyrelsen.
Fra at der i andet kvartal 2021 var 36.385 fuldtidsbeskæftigede sygeplejersker på de offentlige sygehuse, så er det faldet til 35.510 i fjerde kvartal 2021. Det er en nedgang på 875 fuldtidsbeskæftigede.
Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) ser en sammenhæng mellem faldet og den sygeplejerskestrejke, der var i sommer. Her nedlagde en del sygeplejersker deres arbejde i frustration over løn og arbejdsforhold.
- Sygehusene har været ekstraordinært udfordret af bemandingsmæssige problemer siden sygeplejekonflikten i sommer, og derfor ser jeg nedgangen som uundgåelig på kort sigt, siger Heunicke i en pressemeddelelse.
Bare fordi antallet af sygeplejersker på sygehuse er faldet, betyder det ikke, at sygeplejerskerne i dag arbejder med noget andet. De samme personer kan være skiftet til andre dele af sundhedsvæsenet. Det kan eksempelvis være i kommuner, lægepraksisser og vikarbureauer.
Aftale om ekstra sygeplejersker
På grund af en generel mangel på sygeplejersker på sygehusene indgik Danske Regioner og regeringen i januar 2020 en aftale om at ansætte 1.000 ekstra sygeplejersker inden udgangen af 2021.
Det mål blev faktisk nået i andet kvartal 2021. Men sygeplejerskestrejken og det samlede fald i antallet af sygeplejersker på sygehusene har betydet, at der fortsat mangler flere hundrede sygeplejersker for at komme i mål.
Helt konkret har der i fjerde kvartal 2021 blot været 364 ekstra sygeplejersker i forhold til niveauet i 2019 - året før aftalen mellem regionerne og regeringen.
- Mit mål er, at vi sammen med regionerne så hurtigt som overhovedet muligt skal op på de 1.000 flere sygeplejersker igen, for vi har brug for dem over alt i vores sundhedsvæsen, siger Heunicke.
Af tiltag nævner sundhedsministeren, at man har gjort det muligt at optage flere på sygeplejerskeuddannelserne. Derudover investeres der med sundhedsreformen i at sikre, at der er personale nok rundt om på sygehusene.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.