
SYDDANMARK: Regionsrådet ønsker at give borgerne i Vollsmose mulighed for at få en praktiserende læge i deres nærområde og vil derfor sætte to ydernumre til salg, der skal give to praktiserende læger mulighed for at åbne klinik i området, oplyser regionen.
I den oprindelige indstilling til regionsrådet var der lagt op til, at de to ekstra ydernumre skulle udbydes, så køberne af ydernumrene kunne åbne klinik hvor som helst i Odense, hvor lægedækningen generelt er under pres, fordi mange praktiserende læger er på vej på pension, og befolkningstilvæksten er høj.
Op til regionsrådsmødet stillede S, K, EL, R og SF imidlertid et ændringsforslag om, at de to ydernumre bindes til Vollsmose, da der ikke er nogen almene lægeklinikker i Vollsmose i dag, selvom der bor cirka 9.200 borgere og en stor del har sundhedsmæssige udfordringer.
Forslagsstillerne med i alt 21 stemmer stemte det igennem, mens mindretallet - D, DF og løsgænger Marianne Mørk Mathiesen med i alt 19 stemmer - mente, at den forsinkelse af udmøntningen af ydernumrene, som ændringsforslaget forårsager, gør lægedækningssituationen i Odense uansvarligt sårbar. Anne-Marie Palm-Johansen (DF) deltog ikke i sagens behandling.
Ydernumre skal være attraktive
Det fremgår af regionsrådets beslutning, at de to ydernumre i Vollsmose, der nu skal sættes til salg, skal være så attraktive som muligt. Det betyder, at der skal afsøges, om der er mulighed for at læger, der køber ydernumrene, eksempelvis kan oprette en delepraksis eller få en kombinationsstilling i samarbejde med Odense Universitetshospital og Odense Kommune og få støtte i en opstartsperiode eller lignende.
Regionsrådet har desuden besluttet, at den såkaldte Praksisplan skal ændres, så ydernumre til Odense fremover kan udbydes ud fra en geografisk opdeling af kommunen. Udmøntningen af regionsrådets beslutninger skal nu behandles i Praksisplanudvalget, som er et fælles udvalg mellem regionen, kommuner og PLO Syddanmark.
- Befolkningstilvæksten er høj i Odense. Ifølge prognoserne kommer der 1.600-1.700 flere borgere om året frem til 2022.
- P.t. tager 7 ud af 10 lægeklinikker i Odense Kommune ikke imod nye patienter. Konkret betyder det, at 42 lægeklinikker ud af 59 har lukket for nye patienter.
- Hvor en praktiserende læge i Region Syddanmark i gennemsnit har cirka 1.550 patienter, passer en læge i Odense i gennemsnit 1.768 patienter. Det hænger blandt andet sammen med, at der er mange studerende i Odense, som traditionelt går mindre til lægen end ældre. Til sammenligning har en praktiserende læge i gennemsnit 1.634 patienter på landsplan.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.