SYDDANMARK: Region Syddanmark styrker akutberedskabet ved konkret at sætte en døgndækkende akutbil ind nord for Haderslev, en akutbil i dagtimerne i det sydøstlige Odense og en ekstra ambulance i dagtimerne i Vejle, oplyser regionen.
- Der var ikke penge nok til både akutbilen nord for Haderslev, ambulance-dagberedskab i Vejle og akutbil i dagtimerne i Odense Sydøst. Men med vores aktive arbejde har vi sikret os penge fra Sundhedsstyrelsens akutpulje, der gør, at vi kan styrke området markant, siger næstformand for Præhospitaludvalget Allan Emiliussen (V).
I budgettet for 2023 blev der afsat fem millioner kroner årligt til at opruste det præhospitale område især med fokus på områder med lange responstider. Sammen med penge fra en pulje, som Sundhedsstyrelsen har afsat til at styrke det akutte beredskab, er regionsrådets investering på fem millioner nu altså blevet til de tre konkrete initiativer.
Den ekstra dag-ambulance i Vejle kommer ud at køre allerede pr. 1. marts. Den døgnbemandede akutbil omkring Haderslev bliver placeret i Christiansfeld for at udnytte den mest muligt i området Haderslev, Rødding, Vejen og Kolding, hvor der i dag ikke er stationeret noget beredskab, og hvor nogle områder har forholdsvis lang responstid.
- Den valgte løsning giver også tryghed i Haderslev by, da akutbilen bliver sendt til en fremskudt base i Haderslev, når begge ambulancer i Haderslev er på hjul. Dermed vil akutbilen bidrage til, at responstiden i Haderslev by bliver lavere. Jeg vil gerne understrege, at netop dette har været en vigtig del af udvalgets overvejelser, og vi vil på den baggrund følge nøje med i akutbilens kørselsmønster, siger Allan Emiliussen.
Begge akutbiler bliver elbiler.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.