dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksocial
doi
doi
Foto: Ida Munch, Polfoto.

Sundhedsminister vil sikre hurtig udredning med nye regler

Mange patienter bliver ikke udredt inden for 30 dage som de har ret til
11. SEP 2015 12.11

Patienters ret til at blive udredt inden for en måned i sygehusvæsnet er reelt slet ingen rettighed. Det mener sundhedsminister Sophie Løhde (V), der kalder udredningsretten for en 'skuffelse' og en 'tom patientrettighed', og hun melder sig klar til at ændre reglerne på området, så der kommer fut på udredningen.

- Vi skal styrke patienternes rettigheder i sundhedsvæsnet. De skal have en reel ret til hurtig udredning, og de skal have mulighed for at vælge ventetid fra. Regeringen vil derfor sikre, at patienterne får udvidede valgmuligheder, hvis de offentlige sygehuse ikke har kapacitet til at udrede og behandle dem inden for 30 dage, siger Sophie Løhde i en skriftlig kommentar til Ritzau.

I regeringsgrundlaget bliver private hospitaler og klinikker nævnt som en mulig patientaftager.

'Ikke imponeret over regionerne'
Udredningsretten, der helt præcist giver patienter ret til at blive udredt inden for 30 dage efter henvisning til et sygehus, blev indført i 2013, men nye tal fra Statens Serum Institut viser, at kun 57 pct. af i alt 96.000 udredningsforløb i andet kvartal i år blev håndteret inden for fristen. Det er ifølge ministeren den laveste procentandel, der hidtil er blevet målt.

- Uanset hvordan man vender og drejer tallene, er det skuffende. Jeg er i hvert fald ikke imponeret over regionernes indsats, og jeg mener godt, vi kan konkludere, at udredningsretten ikke virker godt nok. Som den er skruet sammen i dag, er det en tom patientrettighed, siger Sophie Løhde.

De nye tal viser også, at mange af de patienter, der ikke blevet udredt inden for 30 dage, ikke rettidigt får udleveret en plan for deres videre udredningsforløb.

Giver ikke et sandt billede
I regionerne er man frustrerede over, hvad man mener er en ufuldstændigmonitorering. Fx er der en del af patienterne, der foretrækker at vente længere for at blive udredt på deres lokale sygehus. 

- Den monitoreringsmodel, der ligger, er mangelfuld og giver ikke det sande billede af situationen. Derfor glæder vi os over, at det i forbindelse med økonomiaftalen for 2016 blev besluttet, at monitoreringen skal revideres. Og indtil vi har en bedre monitorering, støtter vi os til de regionale tal, siger han.

Danske Regioner oplyser, at de i de seneste år har knoklet for at udvide udredningskapaciteten, både i eget regi og ved at udbygge samarbejdet med privathospitalerne på de områder, hvor de har ledig kapacitet. Men der er stadig områder, hvor det af kapacitetsmæssige årsager ikke er muligt at leve op til målet om, at alle patienter skal have et tilbud om hurtig udredning.

Blå støtte i Folketinget
Regeringens største støtteparti, Dansk Folkeparti, er positiv over for sundhedsminister Sophie Løhdes forslag, men mener ikke, at det giver mening uden flere penge til behandling af de diagnoser, der bliver stillet:

- Det kommer til at koste flere midler. Det nytter ikke noget, at flere får en diagnose, når de bagefter skal vente på en behandling, siger partiets sundhedsordfører Liselott Blixt.

Også Liberal Alliance roser ministerens idé:

- Danske patienter skal naturligvis have den behandling, de har krav på, og så er det mindre vigtigt, om den finder sted på et privat eller offentligt hospital, siger partiets sundhedsordfører May-Britt Kattrup

Socialdemokraternes sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensen mener modsat, at det er en misforstået frihed, ministeren giver patienterne:

- Det er til fare for patienterne, hvis de selv skal ud på markedet og finde ud af, hvor de kan blive udredt. At få stillet en diagnose er ikke noget, man går ned på gadehjørnet og får gjort.

Patientforening: Kun en nødløsning
Patientforeningen Danske Patienter deler til en vis grad denne skepsis, men understreger dog, at patienternes nye rettighed ikke vil stille dem dårligere på nogen måde.

- Problemet er, at det her er ikke en løsning, men en nødløsning. Patienterne har ret til, at regionerne sikrer, at de bliver udredt inden for 30 dage. Det den nye regering gør nu, er at anerkende, at regionerne ikke kan leve op til sit ansvar. Så lader man det være op til patienten selv at finde en løsning, siger direktør i Danske Patienter Morten Freil.

Patienternes nye rettighed løser ikke løser det største problem: At det offentlige sundhedsvæsen i en stadig mindre andel af tilfælde overholder fristen på 30 dage for en udredning, siger han.

Ritzau/dc

 

Fakta
Udredningsforløb afsluttet inden for tidsfristen siden samme periode sidste år:

  • 2. kvartal 2015: 96.037 forløb svarende til 57 pct.
  • 1. kvartal 2015: 82.928 forløb svarende til 60 pct.
  • 4. kvartal 2014: 88.478 forløb svarende til 63 pct.
  • 3. kvartal 2014: 72.274 forløb svarende til 60 pct.
  • 2. kvartal 2014: 52.681 forløb svarende til 65 pct.

Kilde: Statens Serum Institut

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dk-sundhed.dk/artikel/sundhedsminister-vil-sikre-hurtig-udredning-med-nye-regler

GDPR