dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksocial
doi
doi
Efter en sag med overskridelser af ventetider på Aarhus Universitetshospital sidste år blev et stort arbejde sat i gang med genopretning på kræftområdet. Nu er Sundhedsstyrelsen klar med en opdatering af den hidtidige vejledning for maksimale ventetider fra 2015.
Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Styrelse skærer regler for ventetider på kræftområdet ud i pap

Opdateret vejledning skal tydeliggøre, præcis hvilke forløb der er omfattet af regler om maksimale ventetider.
11. APR 2024 10.24

Reglerne for maksimale ventetider på kræftområdet skal være helt tydelige. Derfor har Sundhedsstyrelsen nu opdateret en vejledning om ventetider.

Det skriver styrelsen torsdag i en pressemeddelelse.

Det er en udløber af en genopretningsplan for kræftområdet, som regeringen satte i gang sidste år. Det skete i kølvandet på en sag om overskridelser af ventetider på Aarhus Universitetshospital (AUH).

Enhedschef i Sundhedsstyrelsen Tanja Popp forklarer i pressemeddelelsen, at vejledningen tager udgangspunkt "i de vejledningsbehov og tvivlsspørgsmål, som kan opstå".

- Derfor indeholder vejledningen nu en tydeliggørelse af, hvilke specifikke forløb der er omfattet af reglerne om maksimale ventetider og en uddybning af dokumentation i patientjournalen.

Skyldes kræftskandalen

Den nye vejledning erstatter den hidtidige, som var fra 2015. Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) siger i en pressemeddelelse, at den nye vejledning skal "skabe fuldstændig klarhed" over reglerne.

Sidste år afdækkede DR, hvordan patienter havde ventet alt for længe på kræftbehandling på AUH. Det resulterede i fyringer og opsigelser både i toppen og på gulvet. I alt ventede 313 patienter for længe i perioden fra januar 2022 til og med februar i år.

Nogle af dem ventede op til ti uger på at få en operation. Ifølge loven havde de ret til at modtage behandlingen inden for 14 dage, efter de var blevet tilbudt den.

Alternativt skulle de tilbydes behandling på et andet hospital. Det tilbud fik mange af dem ikke. Det beklagede regionen i en redegørelse i juni 2023.

Som en del af Løhdes genopretningsplan indgik blandt andet initiativer, der skulle styrke, at reglerne blev overholdt. Det er som en del af det arbejde, at Sundhedsstyrelsen har fundet behov for at opdatere vejledningen om de maksimale ventetider.

Danske Regioner og Indenrigs- og Sundhedsministeriet samt flere organisationer og videnspersoner har været med i arbejdet.

/ritzau/
 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dk-sundhed.dk/artikel/styrelse-skaerer-regler-for-ventetider-paa-kraeftomraadet-ud-i-pap

GDPR