Russiske hackere tager ansvar for angreb på Sundhed.dk

Sundhed.dk har været nede efter et DDoS-angreb. Hackergruppen “inteid” tager ifølge TjekDet ansvaret.
26. JAN 2026 13.58

Sundhed.dk har i weekenden været ramt af et hackerangreb, der gjorde platformen utilgængelig. Angrebet startede søndag. I løbet af mandagen er der stadig driftsforstyrrelser.

Ifølge mediet TjekDet har en russisk hackergruppe taget ansvaret for angrebet. TjekDet research viser, at hackergruppen “inteid” søndag klokken 17.46 lagde et opslag op på det sociale medie Telegram, hvor det fremgår, at de står bag angrebet på Sundhed.dk.

Gruppen “inteid” har ifølge TjekDet proklameret en alliance med den berygtede hackergruppe Z-Pentest og en række andre pro-russiske hackergrupper.

Z-Pentest er én af to hacker-grupper, som Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) i december 2025 satte i forbindelse med den russiske stat, efter at Z-Pentest havde hacket sig ind i et vandværk i Køge, hvor de lykkedes med at sprænge flere vandrør i byen.
Siden har TjekDet kunnet fortælle, at Z-Pentest også har hacket sig ind i flere danske overvågningskameraer.

Sundhed.dk er en populær hjemmeside hos danskere, der bruger siden til at finde personlige sundhedsoplysninger.
Sundhed.dk ønsker ikke at kommentere sagen over for TjekDet, men bekræfter i en pressemeddelelse udsendt mandag eftermiddag, at Sundhed.dk søndag blev udsat for et såkaldt DDoS-angreb.

Et DDoS-angreb er et overbelastningsangreb, hvor hackere “oversvømmer” en hjemmeside med falsk trafik, så andre ikke kan tilgå hjemmesiden, eller så hjemmesiden går offline i en periode. Ifølge TjekDet er det et forholdsvis almindeligt cyberangreb, der kan være svært at gardere sig imod.

Af “inteid”s opslag fremgår, at gruppen også har udført et angreb på hjemmesiden Virk.dk, der er virksomhedsejeres portal til det offentlige. Erhvervsstyrelsen oplyser dog til TjekDet, at de ikke har oplevet nedbrud eller forstyrrelser i driften af Virk.dk i weekenden.

ap

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dk-sundhed.dk/artikel/russiske-hackere-tager-ansvar-for-angreb-paa-sundhed-dk

GDPR