
HOVEDSTADEN: Region Hovedstaden har fra 2023 til og med 2025 sat 3,3 mio. kr. årligt til at styrke rammerne for, at studerende i samarbejde med hospitalerne kan udvikle innovative løsninger, der skal kunne gavne personale og patienter.
Midlerne går til Region Hovedstadens Copenhagen Health Innovation, som faciliterer samarbejder mellem hospitalerne og kurser på forskellige videregående uddannelser.
- Sundhedsinnovation handler i korte træk om at forbedre velfærden i vores sundhedsvæsen. Ved hjælp af nytænkning, tværfaglighed og teknologi kan vi forbedre forholdene for patienter og personale på hospitalerne, siger formand for udvalget for fastholdelse og rekruttering Susanne Due Kristensen (S).
Stumtjener hjælper til at blande væsker
På Afdeling for Nyresygdomme på Rigshospitalet har studerende fra uddannelsen Bæredygtigt Design ved Aalborg Universitet sammen med afdelingen udviklet en slags stumtjener, som personalet kan bruge, når der skal blandes væsker. Stumtjeneren stod klar i starten af 2020.
Stumtjeneren har fire arme og bliver brugt til blanding af væsker til behandlingen plasmaferese. Behandlingen tilbydes f.eks. til patienter, som har fået en ny nyre, lunger eller lever og som danner for mange antistoffer og er ved at afstøde deres transplantat.
- Vi bruger stort set stumtjeneren hver dag til at blande væsker. Efter at vi har fået stumtjeneren, kan vi lave noget andet, imens væsken passivt løber ned i beholderen og bliver blandet. Før skulle vi selv stå og blande væskerne, og nogle gange skulle vi klemme om posen for at få væsken til at løbe hurtigere igennem. Stumtjeneren gør, at vi sparer tid og fysiske kræfter, siger sygeplejerske Anne Marie Boeskov.
System til færre forstyrrelser
På Afdeling for Kræftbehandling på Herlev og Gentofte Hospital har studerende fra DTU hjulpet Klinik 1 med at løse en udfordring med mange daglige forstyrrelser.
De studuerende har lavet et såkaldt prik-system, hvor det blandt andet fremgår, hvornår personalet er i gang med en patient, hvornår de afventer at modtage fx kemo til en patient, og hvornår patienten er færdig. Klinik 1 har i dag brugt løsningen i knap halvandet år, og systemet har ifølge oversygeplejerske Milen Tesfaldet gjort en markant forskel.
- Det har lettet arbejdet for os alle, fordi vi ikke bliver forstyrret i samme grad som tidligere, og det skaber et bedre flow i dagligdagen. Vi har et langt større overblik i dag. Vi kan hurtigt se, hvem der er presset og skal have en hjælpende hånd af kollegerne. På den måde hjælper systemet os til at prøve at minimere ventetid for patienterne, siger hun.
apo
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.