
Mere end 16.500 behandlinger og operationer i Danmark er indtil videre blevet udskudt eller forventes at blive det som følge af sygeplejerskestrejken.
Regionerne opgør deres udskydelser på forskellige måder, og derfor er tallene ikke nødvendigvis sammenlignelige.
I Region Hovedstaden forventer man, at i alt 5.358 aktiviteter må udskydes fra 19. til 25. juni. Der er primært tale om ambulant aktivitet. 1.583 af de udsatte aktiviteter er kirurgiske indgreb. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Region Hovedstaden.
Vurderingen i Region Nordjylland er, at der i uge 25, som er den igangværende uge, vil blive behov for at aflyse 240 operationer, 50 indlæggelser og omkring 1.000 ambulante besøg, oplyser regionen i et skriftligt svar.
Tre dage frem i Syddanmark
I uge 24 og 25 er det i alt 2.191 aftaler, der er blevet udskudt på de syddanske sygehuse. Det tal dækker både over ambulante behandlinger, indlæggelser, operationer og virtuelle kontakter.
Region Syddanmark gør opmærksom på, at tallet kan stige dag for dag, da sygehusene er blevet bedt om kun at aflyse aftaler tre dage frem. Det oplyser regionen i en mail.
I strejkens første 14 dage forventer Region Midtjylland, at 1.376 operationer vil blive aflyst. Det er især planlagt kirurgi og ortopædkirurgi, der påvirkes af strejken.
Ud over de aflyste operationer er 5.204 ambulante besøg, 427 endoskopier og 300 røntgen- og skanningsaftaler udsat i regionen. Den estimerer, at strejken vil berøre mere end 7.000 patienter, hedder der i et skriftligt svar.
Presseafdelingen i Region Sjælland oplyser, at man vurderer, at 193 operationer og 419 behandlinger vil blive udskudt i uge 25.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.