Halvandet år efter en akutpakke til 415 mio. kr., som skulle få patienterne væk fra gangene og nedbringe overbelægningen på landets medicinske afdelinger 'her og nu', er antallet af dage med overbelægning tværtimod steget på 10 ud af 15 medicinske afdelinger, viser en stikprøve som Jysk Fynske Medier har foretaget på 15 medicinske sygehusafdelinger fordelt i hele landet.
Eksempelvis var der på den medicinske afdeling på Regionshospital Randers i gennemsnit 14 dage med overbelægning hver måned i 2016. I 2017 er gennemsnittet steget til 14,44 dage, viser en gennemgang af tallene.
- Overbelægning er kendt over hele landet på mange afdelinger. Det er ikke kun et vinterfænomen, det er noget, vi ser hele året rundt. Den effekt, som man havde ambitioner om at opnå med akutpakken, er ikke mærkbar i virkeligheden, siger Yngre Lægers formand Camilla Rathcke i en kommentar.
Umiddelbart efter aftalen om akutpakken, i februar 2016, blev definitionen på overbelægning justeret, hvorved tallene for overbelægning styrtdykkede uden at nogen blev orienteret om den ændrede udregningsmetode. Først i september i år blev justeringen rullet tilbage, igen uden at nogen blev orienteret om det.
Både den daværende sundhedsminister Sophie Løhde (V) og den nuværende Ellen Trane Nørby (V) afviser at have kendt til ændringerne af udregningsmetoden. Sidstnævnte skal senere onsdag i åbent samråd med Folketingets sundheds- og ældreudvalg om sagen.
mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.