

Der er tørre tæsk til flere regioners håndtering af lægernes stærkt stigende bibeskæftigelse i den udtalelse fra Statsrevisorerne, som onsdag eftermiddag er blevet offentliggjort samtidig med en rapport fra Rigsrevisionen, skriver Fyens Stiftstidende.
'Statsrevisorerne finder det utilfredsstillende, at Region Sjælland og Region Syddanmark ikke har et tilstrækkeligt grundlag for at vurdere, om de oplysningspligtige lægers bibeskæftigelse er forenelig med deres arbejde på hospitalet. Der er således risiko for, at bibeskæftigelsen går ud over behandlingen af patienter og hospitalets ressourcer. Der er endvidere risiko for, at tilliden til lægerne mindskes, og at konflikter og unødig kritik øges', skriver Statsrevisorerne i udtalelsen.
Undersøgensen har koncentreret sig om Region Syddanmark, Region Sjælland og Region Hovedstaden. Og i de to førstnævnte regioner er der slet ikke styr på lægernes bibeskæftigelse, lyder det i den opsigtsvækkende kritik.
'Statsrevisorerne bemærker, at Region Hovedstaden er den eneste af de 3 undersøgte regioner, der har sikret, at den nærmeste leder får de oplysninger om bibeskæftigelse, som hospitalslægerne er forpligtede til at give', skriver Statsrevisorerne, der i den forbindelse kritiserer, at ingen af de tre regioner har fastlagt kriterier for, hvordan bibeskæftigelsen skal vurderes.
Derudover er der fundet eksempler på læger, der har brugt deres arbejdstid og hospitalets ressourcer på at behandle patienter i privat regi og uden at betale hospitalet noget for det.
Begyndte på Sygehus Sønderjylland
Rigsrevisionen startede undersøgelsen i forlængelse af Fyens Stiftstidendes afdækning af sagen om den tidligere sygehusdirektør Henrik Villadsen, der hævede priserne og underskrev sine egne regninger, da han i en fireårig periode fra 2007 til 2011 bijobbede som hjertelæge på Sygehus Sønderjylland.
I første omgang lavede revisionen en forundersøgelse i Region Syddanmark og Region Hovedstaden, som senere blev bredt ud til en såkaldt beretning, som er den, der er blevet offentliggjort onsdag. Visse dele af undersøgelsen handler om alle landets regioner, men revisionen har holdt fast i de to regioner fra forundersøgelsen og tilføjet Region Midtjylland for en mere dybdegående analyse.
Region Syddanmark indtager en fremtrædende plads i rapporten fra Rigsrevisionen, der samlet set vurderer, at det er 'utilfredstillende', at Region Syddanmark - og Region Sjælland - ikke lever op til de krav, der både nationalt og regionalt er stillet op i forhold til indberetningen af lægernes bijob.
Sagt med andre ord har Region Syddanmark hverken haft styr på, hvad der er bibeskæftigelse, eller hvordan den skal indberettes. Konkret har Region Syddanmark ikke defineret eksternt finansieret forskning på sygehusene som et bijob i medicinalindustrien for de læger, der har arbejdet med forskningsprojekterne.
Samtidig har der ikke været styr på lægernes indberetning af bijob på to ud af de tre sygehuse, der er blevet undersøgt. Det gælder både i forhold til læger, som skulle oplyse om deres bijob til den ledende overlæge på afdelingerne og for de ledende overlæger, der skulle oplyse om deres bijob til sygehusledelserne.
Syddanmark opretter it-system efter kritik
Onsdag aften oplyste Region Syddanmark i en pressemeddelelse om tre initiativer, der skal sikre, at regionens sygehuse får bedre overblik over lægernes bijob. Det indebærer et nyt it-system, hvor hospitalslægerne skal indberette deres bibeskæftigelse, krav om at al lægefaglig bibeskæftigelse indberettes samt en tilretning af regionens retningslinjer.
Koncerndirektør Rikke Vestergaard forklarer, at regionen ser alvorligt på Rigsrevisionens kritik, men pointerer også, at lægers bijob er vigtige for at få samfundshjulene til at køre rundt:
- På det her felt har vi ikke været påpasselige nok. Ude på de enkelte afdelinger skal man selvfølgelig have et præcist overblik over, hvad afdelingens læger beskæftiger sig med ved siden af deres arbejde på afdelingen.
- Vi har i et stykke tid vidst, at kritikken var på vej, og derfor har vi også allerede taget nogle initiativer, der kan give et bedre overblik. Det nye it-system, skal dels gøre det lettere for lægerne at indberette, og dels sikre, at alle relevante oplysninger er til stede, når eventuelle interessekonflikter skal vurderes.
- Samtidig vil jeg også gerne understrege at vores samfund er afhængig af, at lægerne på vores sygehuse giver en ekstra hånd med. For eksempel kan vi kun være tilfredse, når en anæstesiolog, der arbejder på et af vore sygehuse, i sin fritid bijobber som læge i akutlægebilen på et af regionens andre sygehuse, siger Rikke Vestergaard.
dc
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.