Statsminister Mette Frederiksen (S) holder fast i, at det var en samlet myndighedsgruppe, der anbefalede at lukke landet delvist ned for at dæmme op for smitte med coronavirus.
Det siger hun fredag til TV2 News under et besøg på kunstmuseet Louisiana i Humlebæk.
- Den rådgivning, vi får, det er, at vi skal minimere social kontakt, siger statsministeren.
- Den konkrete beslutning om, hvordan vi gør det, og hvor vi lukker ned, det er selvfølgelig en politisk beslutning. Det skal det også være i et demokrati.
'Bred myndighedsgruppe'
Mette Frederiksen bliver spurgt om, hvilken myndighed nedlukningen baserede sig på, eftersom det tilsyneladende ikke var en anbefaling fra Sundhedsstyrelsen.
Hun svarer ikke på, hvilken konkret myndighedsgruppe hun henviser til.
- Vi har valgt at organisere os sådan i Danmark, at det er en bred myndighedsgruppe, der har rådgivet os, og helt principielt går jeg ikke ind i, hvilke ord der falder fra hvilke myndigheder. Det er en bred myndighedsgruppe, som på det tidspunkt rådgiver os, siger statsministeren.
- Hvordan vi konkret har lukket Danmark ned, og at vi gjorde det så hurtigt, det har selvfølgelig været en politisk beslutning.
Nedlukningsaften
Det er Jyllands-Posten, som har gennemgået forløbet omkring nedlukningen.
Om aftenen den 11. marts henviste statsministeren flere gange til myndighederne og fastslog, at det var 'myndighedernes anbefaling, at vi lukker al unødvendig aktivitet ned'.
Men i dag står det klart, at Sundhedsstyrelsen ikke havde nedfældet en så vidtgående anbefaling, skriver Jyllands-Posten.
Så sent som dagen før pressemødet den 11. marts udformede styrelsen en liste af 'mulige tiltag' mod covid-19. Her stod nedlukninger og tvangsindgreb ikke nævnt.
Ritzau har forsøgt at få en kommentar fra Sundhedsstyrelsen. Det har ikke været muligt, da Sundhedsstyrelsen holder lukket i forbindelse med Kristi Himmelfartsferien.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.