
SYDDANMARK: Syv besparelsesforslag på tilsammen 4-5 mio. kr. årligt fra Gynækologisk-Obstetrisk afdeling på Odense Universitetshospital (OUH) er sat på pause af Sundhedsudvalget i Region Syddanmark, fordi de kolliderer med tidligere politiske beslutninger. Det fremgår af dagsordenen for det seneste udvalgsmøde og af udtalelser fra udvalgsformanden til Fyens Stiftstidende.
- På de punkter hvor man decideret vil ændre på en politisk beslutning, som vi har taget i udvalget eller i regionsrådet, så skal den forelægges for os, inden den kan sættes i værk, siger formand for Sundhedsudvalget Mette With Hagensen (S) til avisen, efter drøftelse i udvalget tirsdag.
Afdelingen er i en handleplan kommet med i alt ca. 60 besparelsesforslag, hvoraf de syv "i et vist omfang er relateret til tidligere politiske beslutninger", som det formuleres i dagsordenen, og derfor er sat på pause.
Kræver nye beslutninger
Seks spareforslag kræver nye politiske beslutninger, og de omhandler:
- lukning af et gynækologisk ambulatorium på Ærø (66.000 kr. sparet)
- nedlæggelse af tilkaldevagt i forbindelse med kejsersnit på Svendborg Sygehus (1 mio. kr. sparet)
- besparelse af psykologtilbud til gravide (730.000 kr. sparet)
- bortfald af socialrådgivning til voldtægtsofre (134.000 kr. sparet)
- stop for jordemoderkonsultationsbesøg i uge 21 (105.000 kr. sparet)
- flytning af en jordemoderordning fra Svendborg til Odense (2.198.000 kr. sparet)
Det syvende forslag gælder et forventet løft af eksterne midler (1 mio. kr.) fra OUH til føtalmedicin, der vil mindske besparelsesbehovet, og her har administrationen ingen bemærkninger.
Vil koste stillinger
Gynækologisk-Obstetrisk afdeling har derudover vurderet, at de samlede omkring 60 besparelsesforslag vil give en lønmæssig besparelse svarende til ca. 15 stillinger, herunder fx. tre sekretærstillinger. Så vidt muligt vil besparelserne blive realiseret ved naturlig afgang, vikarophør og eventuelle ændringer i ansættelser.
På nuværende tidspunkt er besparelser på ambulante tilbud sat i værk, og man har opsagt en håndfuld medarbejdere, ligesom en række ledige stillinger ikke vil blive genbesat. Nedlæggelse af de samlet set 15 stillinger afhænger dog af, om et eller flere af de seks pauserede forslag kan gennemføres som foreslået, siger afdelingens cheflæge Annemette Wildfang Lykkebo til Fyens Stiftstidende.
- Hvis ikke, kan vi blive nødt til at se nærmere på nogle af de mange andre forslag, som medarbejderne er kommet med. Men de vil hver især ikke give den samme besparelse. Du kan sige, at vi har inviteret politikerne med ind i maskinrummet. Det er mit indtryk, at der generelt var stor lydhørhed overfor de forskellige elementer i handleplanen, som vi først forventer at have helt på plads i slutningen af januar, siger hun.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.