
Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen, anbefaler politikerne at genindføre krav om coronapas. Det siger han til TV2.
- Min anbefaling går til politikere og folketing, fordi det er nogle politiske beslutninger, siger Søren Brostrøm til TV2.
- Sundhedsfagligt ser jeg det som en mulighed på caféer, restauranter, koncerter og natteliv. Det vil være en god idé på dette tidspunkt.
Han siger videre, at han er bekymret over sundhedssektorens manglende robusthed. Det har torsdag aften ikke været muligt for Ritzau at få et interview med sundhedsminister Magnus Heunicke (S) om sagen.
1. september blev coronapasset fjernet fra eksempelvis barer og restauranter samt indendørs kultur- og idrætsarrangementer.
Tredobling
Coronapandemien er de seneste uger blusset op igen i Danmark. Torsdag var der 2.598 nye smittede med coronavirus og en positivprocent på 1,98. 2.598 tilfælde er det højeste antal i 2021.
Torsdag morgen var der 246 smittede indlagt på landets hospitaler. For en måned siden var 86 indlagt, og antallet er derfor næsten tredoblet i perioden.
De høje smittetal er "dybt bekymrende", lød det tidligere torsdag fra Eskild Petersen, adjungeret professor i infektionssygdomme ved Klinisk Institut på Aarhus Universitet.
- Når der er sket så stor en stigning i de seneste dage, bliver jeg bekymret for udviklingen i epidemien. De seneste dage har tallene overgået seruminstituttets forudsigelser for epidemiens udvikling, hvilket er bekymrende, siger han.
Derfor mener professoren, at både mundbind og coronapas bør genindføres så hurtigt som muligt, da det vil være den letteste måde at holde gang i samfundet.
- Hvis vi skal undgå nedlukninger af skoler og resten af samfundet, er vi nødt til at være foran, og det er bevist, at både coronapas og mundbind virker imod smittespredning, sagde Eskild Petersen tidligere torsdag.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.