
Fra søndag til mandag er 80 testet positiv for covid-19, og én smittet er afgået ved døden. Antallet af indlagte er steget med en enkelt til 20, og der er nu tre på intensiv afdeling, heraf to i respirator.
I Aarhus, som har været hårdest ramt de seneste uger, er smitten stadig langsomt på vej nedad. Siden fredag, altså på tre dage, er i alt 49 nye tilfælde fundet i kommunen. Set over en hel uge har Aarhus haft 124 smittede svarende til 35,5 pr. 100.000 indbyggere.
Derimod går det den forkerte vej i blandt andet Rødovre, hvor man nu er oppe på 37 pr. 100.000 indbyggere, altså højere end Aarhus. Ifølge kommunen er smitteopsporing i fuld gang, og det interne coronaberedskab er genaktiveret.
Højest smitteniveau den seneste uge har - angivet som antal smittede pr. 100.000 og det faktiske antal personer i parantes:
- Rødovre 37,0 (15)
- Aarhus 35,5 (124)
- Struer 23,9 (5)
- Silkeborg 24,4 (23)
- Høje-Taastrup 21,7 (11)
- Glostrup 21,5 (5)
- Syddjurs 20,9 (9)
- Favrskov 20,7 (10)
Skive og Ishøj, som i sidste uge også var over grænsen på 20 pr. 100.000 indbyggere, som myndighederne bruger som 'bekymringsgrænse', er nu igen under.
Som det ses, er de faktiske tal fra flere kommuner ret små, hvorfor det kan være lidt tilfældigt, om man ligger lidt over eller lidt under grænsen.
Find interaktiv version af kort og tal her.
15 i Silkeborg
I faktiske tal har der siden fredag været flest smittede i Aarhus, som nævnt 49, efterfulgt af 33 i København, 15 i Silkeborg, ni i Aalborg, otte i Rødovre og Sønderborg, syv i Favrskov, seks i Høje-Taastrup og fem i Skanderborg, Aabenraa, Gentofte og Frederiksberg.
Det høje antal i Silkeborg kan hænge sammen med, at samtlige 1.500 elever på Silkeborg Gymnasium fredag blev sendt hjem for at blive testet, efter at fem var testet positiv.
Også 125 elever på Silkeborg Højskole blev fredag sendt hjem, fordi 14 elever var testet positiv, og siden da er tallet vokset til 21 elever og én underviser, skriver TV2 Østjylland. Ifølge mediet var mange af de unge overraskede over at være smittede, da de ikke havde symptomer.
I Aarhus strejker og demonstrerer en del gymnasieelever og andre unge i dag i protest mod, at de stort set ikke har været i skole siden starten af marts, men stadig er henvist til fjernundervisning. Demonstrationen i eftermiddag foran rådhuset er med mundbind og et maksimum-antal på 120.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.