Trods årtiers indsatser for at forbedre psykiatrien har danskere med psykiske sygdomme stadig mere end dobbelt så høj dødelighed som andre. For nogle diagnoser er kløften endda vokset siden 2010. Det viser et nyt stort studie.
Studiet fra Aarhus Universitet er baseret på anonymiserede data fra ikke mindre end hele den danske befolkning - i alt over syv millioner mennesker - fulgt over 13 år.
Tidligere forskning har vist, at den forventede levetid er omkring ti år kortere for mænd og syv år kortere for kvinder med psykiske lidelser. Det nye studie cementerer, at den kløft langtfra er blevet lukket.
- Dødeligheden falder for mange psykiske lidelser. Men det er skuffende, at kløften til resten af befolkningen ikke er blevet mindre, siger professor Oleguer Plana-Ripoll fra Institut for Folkesundhed ved Aarhus Universitet, der er førsteforfatter på studiet.
Studiet viser store forskelle på tværs af diagnoser. For personer med depression er dødeligheden faldet fra omkring det dobbelte af normalbefolkningen i 2010-2012 til knap 1,8 gange så høj i 2022-2023.
Der ses også fremgang for angst og personlighedsforstyrrelser.
Til gengæld går udviklingen den stik modsatte vej for den alvorlige diagnose skizofreni. Her er dødeligheden steget fra knap 4 gange til over 4,5 gange så høj som i normalbefolkningen. Også for demens og udviklingshæmning er kløften vokset.
For personer med misbrug og bipolar lidelse er der slet ikke sket nogen forbedring. Risikoen for selvmord er mere end fem gange højere blandt psykisk syge end i resten af befolkningen.
Alligevel er det ikke selvmord, der forklarer størstedelen af de tidlige dødsfald.
- Selvmord er trods alt stadig sjældne hændelser. Når vi kigger på, hvad der reelt koster flest liv, så er kroniske fysiske sygdomme langt mere udbredte blandt psykisk syge, siger Natalie Momen.
Hun er adjunkt fra Institut for Folkesundhed ved Aarhus Universitet og er en af de øvrige forfattere bag studiet.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.










