SYDDANMARK: Indtil nu har de fleste med både psykisk lidelse og problematisk rusmiddelbrug modtaget rusmiddelbehandling fra kommunen og den psykiatriske behandling i regionen.
Men fra 1. juli udvider Region Syddanmark behandlingen for borgere med både psykisk sygdom og problematisk rusmiddelbrug, så flere fremover får en samlet og mere koordineret og sammenhængende hjælp fra regionen.
Initiativet udspringer af en national aftale mellem regeringen, Danske Regioner og KL, der skal sikre en mere helhedsorienteret indsats for patienter med både psykisk lidelse og problematisk rusmiddelbrug.
Mette Bossen Linnet (V), udvalgsformand for Psykiatri- og Socialudvalget i Region Syddanmark, understreger vigtigheden af den nye indsats, som nu er besluttet i Region Syddanmark:
- Vi ved, at mange patienter med både psykisk sygdom og problematisk rusmiddelbrug har haft svært ved at få den rette hjælp, fordi behandlingen har været delt op mellem forskellige instanser, siger hun og fortsætter:
- Med dette nye tilbud tager vi et vigtigt skridt mod en mere koordineret og sammenhængende indsats, hvor vi ser på hele mennesket og sikrer, at væsentligt færre i denne patientgruppe falder mellem to stole. Det er en vigtig milepæl i vores arbejde med at forbedre psykiatrien.
Stærkere faglighed og bedre samarbejde
I den nye opgave ligger bl.a. et tættere samarbejde mellem regionen og kommunerne om at sikre en høj kvalitet i det nye tilbud. Der skal fx udvikles nye faglige standarder, ligesom medarbejdere får en specialiseret efteruddannelse.
Samtidig er der et stort fokus på at skabe gode overgange for patienterne, så de oplever en tryg proces, når de overgår fra den kommunale behandling til det nye integrerede regionale dobbeltdiagnosetilbud.
ap
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.